Det var ikke engang fordi deres hold spillede dårligt. De havde tabt før, og dengang støttede hele stadionet dem, velvidende at de havde givet alt, hvad de havde. Denne gang føltes det anderledes. Publikum kunne se, at spillerne ikke gav sig fuldt ud, som om det ikke betød noget for dem at give alt i den hellige trøje. En enkelt piften lød fra en sektion, og så tog hele stadionet den op. For første gang i denne sæson blev hjemmeholdet udsat for kritik fra sine egne tilhængere.
Dette er ikke et opdigtet scenario. Man ser det ret ofte på stadioner i hele regionen og rundt om i Europa. Nogle gange kan man endda høre det på tv-udsendelsen, og kommentatoren går sjældent glip af chancen for at påpege, hvad tilskuerne siger.
Det er klart, at piften og endda enkelte fornærmelser rettet mod modstanderen er en del af fankulturen og ofte bruges til at øge presset. Analytikere tager til tider højde for denne "publikums faktor", ligesom folk, der følger med i væddemål. Lad os sige, at du placerer væddemål online på danske betting sider. Inden du bakker et hold op, tjekker du deres form og seneste resultater. Du vil sandsynligvis også holde øje med stemningen på tribunen. I lokalopgør som FC København mod Brøndby eller andre steder med særligt passionerede fans kan presset på udeholdet blive en af de små detaljer, der indgår i din vurdering af kampen.
Men mens det at pifte mod modstanderen er noget, som sportsfans længe har accepteret, er det en anden sag, når fans pifter mod deres eget hold.
Når publikum forventer mere
Men hvad sker der, når tilskuerne vender sig mod deres eget hold? Hvad siger fansene om det, og hvad siger videnskaben? Vi så det i Danmark i 2025, da AaB spillede mod SønderjyskE. Da stillingen var 0-2, begyndte AaB's egne fans at buhe af deres spillere, som senere sagde, at det var fair.
For at forstå disse spørgsmål skal man først forstå supporteres psykologi og stadionets natur. Mange sociologer hævder, at stadionet er et af de få steder i det moderne samfund, hvor det er tilladt og endda opmuntret at vise sine følelser offentligt, selv når det går lidt over gevind. En tilhænger på stadionet er ikke bare en passiv tilskuer. De har investeret tid og penge, og de har medbragt deres stemme og deres hjerte for at hjælpe spillerne på banen.
Set fra den vinkel virker argumenterne for at pifte stærke, ja endda rimelige. Forholdet mellem en klub eller et hold på den ene side og fansene på den anden side er en gensidig proces. Hvis tilhængerne er der for at give ubetinget støtte, er det kun naturligt, at de forventer, at holdet kæmper og giver alt, hvad de har. Fans kan tilgive nederlag, selv de mest hardcore. Der, hvor de trækker grænsen, er manglende vilje og ligegyldighed over for trøjen.
En tur rundt på banen
I moderne sport er det endnu mere tydeligt, fordi alle ved, hvor meget de største stjerner tjener. Så når den højtbetalte spiller bare slentrer rundt på banen, kan en piften føles som det eneste, der er tilbage. Det er ikke et udtryk for had. Det er nærmere en form for chokterapi.
Fans, der pifter af deres egne favoritter, håber, at det kan ryste dem til at fokusere. Derfor ser man ofte hjemmeholdets spillere blive sendt ud i pausen til et kor af piften. Budskabet er simpelt: Brug pausen i omklædningsrummet til at tænke grundigt over, hvorfor stadionet har vendt mod dig, og hvad du kan og bør ændre. På det tidspunkt ved spilleren, at han skal give noget tilbage og genvinde respekten. Han skal arbejde på banen, og hvis det kommer til det, kæmper han for sejren.
Da denne vane er så udbredt, er der forsket en del i den. Et eksempel er D. L. Greers undersøgelse fra 1983, “Spectator Booing and the Home Advantage” (Tilskuernes buh-råb og hjemmebanefordelen). Han argumenterede for, at publikums reaktioner, herunder piften, kan påvirke kampens forløb og nogle gange udløse en kraftigere reaktion fra hjemmeholdet, hvilket betyder mere energi og intensitet i deres spil.
Man kan også pege på Marques og Páez og deres arbejde med “det sorte får-effekten”. Det blev ikke udført på sport eller tilhængere. Det handler om, hvordan grupper opfører sig mere generelt. Alligevel passer ideen godt på tilskuerrækkerne: Frustration over ens eget hold kan fremprovokere en skarpere reaktion end modstanderens fejl. Når publikum føler, at deres hold har svigtet dem eller ikke giver deres fulde indsats, kan piften være hårdere og mere direkte end noget, der er rettet mod en rival, fordi forventningerne er højere.
En korrigerende faktor
Forskere er ikke enige om dette. I sin teori om pres fra 1984 argumenterede Roy Baumeister for, at spillere kan begå flere fejl, når publikum vender sig imod dem, fordi de bliver grebet af en ekstra frygt for at begå fejl. I samme ånd testede Epting og kolleger (2011), hvordan forskellige publikumsreaktioner påvirker atleter, men resultaterne var ikke altid konsistente. Ved frikast i basketball fandt de ingen klar forskel mellem støtte, misbilligelse og tavshed. I andre discipliner var negative reaktioner oftere forbundet med svagere præstationer.
På baggrund af dette arbejde kan man sige, at pift kan være acceptabelt og nyttig som en korrigerende foranstaltning, og at det kan hjælpe en gruppe, det vil sige et hold, med at opretholde deres standarder. Alligevel bliver det kontraproduktivt, når det er rettet mod spillere, der prøver, men begår fejl på grund af lav selvtillid eller simpelthen fordi de ikke er gode nok. Det er her, man får det, som forskerne kalder en “fiaskospiral”.
Så for at opsummere: At pifte er ikke en tryllestav, der automatisk løfter et hold. Men under de rette omstændigheder kan det have en positiv effekt på holdet, samtidig med at det fungerer som en ventil for et frustreret hjemmepublikum.
