Der bliver hverken gratis entré eller julestemning i Zoo for aalborgenserne i år juleaftensdag. Den ellers så faste årlige tradition må, for mange trofaste aalborgensere, vige for et væld af nye tiltag grundet Corona-restriktioner.
Selv om Aalborg Zoologiske Have står smukt pyntet med både romantisk og hyggelig oplyst tunnel, som Europas største kyssezone samt et væld af øvrige lys- og juledekorationer, så forbliver dørene lukkede på juleaftensdag.
Igen i år er det ikke julemånedens mange skikke, men nærmere Corona-restriktioner, der sætter dagsordenen. Dette er også tilfældet i Aalborg Zoo.
Nu må aalborgenserne se sig om efter anden aktivitet til at få julestemningen ind under huden – et godt bud kunne være et besøg på Budolfi Plads, der også byder på indbydende julebelysning.
Yndet tradition for aalborgenserne
Aalborgenserne har dog stor hang til Zoo-besøg i den glade juletid. Og ikke blot i december men på årsbasis kan denne attraktion prale af hele 400.000 besøgende.
Juleaftensdag har det i mange år været muligt at komme helt gratis ind og opleve både dyr og juleudstilling, men det bliver der ikke noget af i år.
Det samme var også tilfældet sidste år, da stigende Corona-smitte også satte en stopper for den populære tradition.
Aalborg Zoo, der ellers bryster sig af en åbningstid på hele 363 dage om året, melder dog ud, at der vil være åbent som normalt på alle øvrige dage.