Nordjyllands Politi har i den seneste tid modtaget flere anmeldelser fra borgere, der efter en bytur i Aalborg er blevet frarøvet deres mobiltelefon i forbindelse med kørsel med pirattaxaer. Nu går vi ind i julefrokostsæsonen, og politiet opfordrer derfor til, at man er særligt opmærksom på, hvem man kører med.
Flere borgere har efter en bytur i Aalborg oplevet at blive tilbudt et lift hjem af personer, der udgiver sig for at være taxachauffører. Men turen hjem ender i nogle tilfælde med, at passagererne bliver bestjålet.
Fremgangsmåden varierer. I nogle tilfælde stjæler gerningspersonen mobiltelefonen fra borgerens lomme, mens telefonen i andre tilfælde ligefrem bliver revet ud af hånden på borgeren, når bilen når frem til hjemmeadressen. Herefter kører gerningspersonen fra stedet i høj fart.
Efterfølgende opdager flere af de forurettede, at der er foretaget betalinger via fx Apple Pay fra deres telefon – ofte for ganske store beløb.
Vicepolitiinspektør Lasse Kragh fra Patruljecenter Aalborg siger:
”Vi ser med bekymring på disse hændelser, hvor borgere efter en hyggelig aften i byen tror, de har fundet en måde at komme sikkert hjem på. I stedet bliver de udsat for tyveri, og i nogle tilfælde mister de værdier for ganske store beløb. Det er naturligvis helt uacceptabelt.”
Vær særligt opmærksom i julefrokostsæsonen
Med julefrokostsæsonen lige om hjørnet forventer politiet, at mange nordjyder skal til julefrokoster og arrangementer, hvor der efterfølgende kan være behov for transport hjem.
Derfor lyder opfordringen fra politiet, at man benytter autoriserede taxaer og er opmærksom på, hvem man sætter sig ind i bilen hos:
”Hen på natten kan blive rift om taxaerne, og vi ved, at det er der gerningsmænd, som udnytter. Vi vil gerne opfordre folk til at planlægge hjemtransporten på forhånd. Bestil en taxa gennem et etableret taxaselskab, benyt offentlig transport, eller aftal med venner og familie, hvordan I kommer sikkert hjem. Lad være med at tage imod et tilfældigt tilbud om et lift fra en bil, der udgiver sig for at være en taxa,” siger Lasse Kragh.
Sådan undgår du pirattaxaen
- Bestil taxa gennem et etableret taxaselskab eller en officiel taxa-app.
- Kontrollér, at bilen har de nødvendige taxakendetegn og tilladelser. En lovlig taxa har blandt andet et synligt taxaskilt på taget, et fungerende taxameter og et synligt chaufførkort i bilen.
- Undgå at tage imod uopfordrede tilbud om kørsel fra personer, der henvender sig på gaden.
Har du taget en pirattaxa? Så skal du stadig anmelde det
Nordjyllands Politi understreger samtidig, at man ikke skal holde sig tilbage fra at anmelde et tyveri, blot fordi man selv har taget imod et tilbud om ulovlig taxakørsel.
”Vi vil meget gerne høre fra alle, der har været udsat for den her type kriminalitet. Også selvom man har taget imod et lift fra en pirattaxa. Det er vigtigt at understrege, at man i den situation bliver betragtet som forurettet i en sag om tyveri – ikke som gerningsperson. Man skal derfor ikke være bange for at kontakte politiet, fordi man selv har benyttet en ulovlig taxa,” siger Lasse Kragh.
Et godt råd
Sænk beløbsgrænser på din netbank. Overvej at sætte lavere beløbsgrænser i din netbank, hvis banken tilbyder det, så de kriminelle ikke tømmer hele din konto, hvis din telefon bliver stjålet eller du bliver franarret dine kontooplysninger.
Når uheldet er ude
Har man fået stjålet sin mobiltelefon, skal man anmelde forholdet til politiet hurtigst muligt. Det er også vigtigt straks at få spærret betalingskort og Apple Pay samt kontakte sin bank for at gøre indsigelse mod eventuelle uberettigede betalinger.
Nordjyllands Politi opfordrer alle, der har oplysninger om pirattaxaer eller har været udsat for lignende episoder, til at kontakte politiet på 114. Ved akut behov for politiets hjælp ringes 112.