Skud mod tatovørforretning i Aalborg – politiet efterlyser gerningsperson

dato

Nordjyllands Politi er i dag, tirsdag den 7. april 2026, til stede i Aalborg midtby, hvor der klokken 13:50 er blevet afgivet skud mod en tatovørforretning i Bispensgade.

Hændelsesforløbet er på nuværende tidspunkt ikke endeligt afklaret, men ifølge politiets oplysninger er det en forbipasserende som klokken 13:50 trækker et våben og afgiver skud mod tatovørforretningen.

Politiet arbejder aktuelt på stedet og foretager efterforskning, herunder tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.

“Vi tager hændelsen meget alvorligt, og vi har en massiv tilstedeværelse i området for at sikre spor og skabe tryghed,” siger leder af KSN vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politi.

“Vi er meget interesserede i at høre fra borgere, der har set noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet – både før, under og efter hændelsen,” lyder det videre.

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne.

 

 

Efterlysning af gerningsperson

Gerningsmanden stak af fra stedet, retning gennem Kattesundet. For nuværende er der en formodning om, at han har skiftet tøj og er fortsat videre. 

På gerningstidspunktet var han iført nedenstående tøj:  

 

Signalement

  Ung mand, 15-25 år
  Spinkel af bygning
  Lys i huden
  Ca. 175-180 cm høj
  Iført grå hættetrøje med lynlås og bogstaver foran i hvid og sort
  Sort kasket med bogstaverne “NY” i hvidt
  Sorte bukser
  Hvide sneakers med sort sål


“Vi opfordrer alle, der kan have oplysninger i sagen – også selv mindre detaljer – til at kontakte politiet. Det kan være afgørende for vores videre efterforskning,” siger vicepolitiinspektøren. 

Borgere kan kontakte politiet på telefon 114.

Nordjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi