Projektleder hos Nordværk: Skab fremdrift i miljø- og klimaambitiøse projekter

dato

Er du en resultatorienteret projektleder, der formår at skabe fremdrift i projekter med mange interessenter? Har du lyst til at arbejde i en virksomhed i rivende udvikling med høje miljø- og klimaambitioner? Kan du samarbejde med interne og eksterne aktører på en tillidsskabende og professionel måde?

Så er du måske den ideelle kandidat til at styrke vores hold som projektleder i afdelingen for Projekt og Udvikling hos Nordværk!


Om jobbet

Projekt og Udvikling er en del af Udviklingsenheden, en stabsenhed i Nordværk, hvis formål er at understøtte ledelsen og driftsenhederne, sikre tværgående opgaveløsning samt etablere og vedligeholde et godt og proaktivt samarbejde med nøgleaktører og omgivelser. Udviklingsenheden har samlet 28 dedikerede medarbejdere, der varetager en bred vifte af opgaver inden for miljø- og arbejdsmiljøledelse, datahåndtering, implementering af ny lovgivning, projektledelse, udvikling samt intern og ekstern kommunikation. I Projekt og Udvikling er der pt. 1 afdelingsleder, 5 projektledere og 2 affalds- og bæredygtighedsspecialister, som bliver dine nærmeste kollegaer.

Nordværk er i rivende udvikling og har inden for de seneste år bl.a. overtaget en række opgaver fra vores ejerkommuner vedr. affaldsindsamling og drift af genbrugspladser. Dette har resulteret i en markant udvidelse af vores projektportefølje.

Som projektleder i Projekt og Udvikling får du ansvaret for en række projekter i varierende størrelse og kompleksitet. Projekterne gennemføres i tæt samarbejde med relevante medarbejdere i Nordværk herunder udbudsrådgivere, miljømedarbejdere, kommunikationskonsulenter, fagspecialister og eksterne rådgivere.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:

  • Projektplanlægning, herunder udarbejdelse af projekt- og procesplan inkl. projektbudget og projektorganisation
  • Skabe fremdrift i projekter og afdække risici og muligheder med udgangspunkt i en konstruktiv, løsningsorienteret tilgang
  • Sikre succesfuld projektgennemførelse med fokus på succeskriterier, økonomi og tid
  • Skabe et godt og konstruktivt samarbejde med interne og eksterne interessenter såsom driftsenheder, ledelse, rådgivere, entreprenører og ejerkommuner
  • Gennemføre udbudsprocesser i tæt samarbejde med Nordværks udbudsjurister
  • Sikre en smidig overlevering af projekter til driftsenheder


Projekterne

Vi står over for spændende udfordringer og mange projekter, især inden for byggeri og anlæg. Størrelsen og kompleksiteten af de kommende projekter spænder vidt, lige fra mindre renoveringer, ny genbrugsplads og måske en ny administrationsbygning – hvilke projekter, du kommer til at stå for, vil afhænge af dine kompetencer. Typisk vil du være projektleder for et stort eller flere mellemstore projekter, men på samme tid en række mindre projekter af blandet karakter.

Udover bygge- og anlægsprojekter, arbejder vi med en bred vifte af andre projekttyper, hvor der ofte er behov for en koordinerende projektlederrolle eller behov for at udfærdige kravspecifikationer med input fra relevante fagpersoner. Det vil derfor være en fordel, hvis du har en bred profil og har kompetencer og lyst til at arbejde med projekter af varierende karakter.



Om dig

Vi søger en initiativrig og energisk person, som trives i en dynamisk og foranderlig hverdag og som ser muligheder frem for begrænsninger. Du arbejder selvstændigt og struktureret og er i stand til at bevare overblikket, selv når det går hurtigt og i komplekse processer. Du er en holdspiller og sætter gerne din faglighed i spil sammen med kollegaer og samarbejdspartnere. Du mestrer projektledelse og formår at aflevere dine projekter til tiden og i den rette kvalitet. Du motiveres af at finde løsninger sammen med andre.

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse, f.eks. som ingeniør, bygningskonstruktør eller lignende. Det vil være en fordel, hvis du har dokumenteret projektledererfaring og eventuel en projektlederuddannelse som f.eks. Prince II. Kendskab og erfaring inden for bæredygtighed, udbud, affaldsområdet, etablering/renovering af genbrugspladser vil være en fordel, men det er ikke et krav.


Vi kan tilbyde

Du bliver en del af et affaldsselskab, der har sat ambitionsniveauet højt, som er i en spændende udviklingsproces. Du får stor indflydelse på egne opgaver og kan være med til at præge den fremtidige udvikling både i udviklingsenheden og i selskabet.

Du får en dagligdag, der er kendetegnet af et højt udviklingstempo og et godt samarbejde. Vi arbejder i et uformelt miljø med fokus på at spille hinanden gode. Du får engagerede og motiverede kollegaer, der bidrager til et positivt og godt arbejdsmiljø.


Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer ugentligt, og der gives løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst.

Dit primære arbejdssted bliver på vores adresse i Aalborg, men da vi har flere lokationer i Nordjylland, kan du forvente enkelte arbejdsdage på andre lokationer. Vi arbejder fleksibelt og med mulighed for hjemmearbejde.


Interesseret?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Afdelingsleder i Projekt og Udvikling, Tobias Qvistorff Sidén, på mail tqs@nordvaerk.dk eller telefon 41 38 31 06.

Ansættelse den 1. august 2025 eller efter aftale. Ansøgningsfristen er den 26. maj 2025.

Ansættelsessamtaler afholdes den 3. juni og den 12. juni 2025. Der er to samtalerunder, og kandidater til 2. samtale skal besvare en personprofil.



Nordværk I/S
Nordværk er Danmarks tredje største affaldsselskab, som beskæftiger ca. 600 medarbejdere. I et stærkt fællesskab bidrager vi til den grønne omstilling med fokus på klima og miljø til gavn for ejerkommuner, borgere og virksomheder i Nordjylland. Nordværk servicerer 400.000 borgere i det nordjyske og er ansvarlig for affaldsindsamlingen og driften af genbrugspladserne i Hjørring Kommune, Aalborg Kommune, Brønderslev Kommune, Rebild Kommune og Jammerbugt Kommune. Vi leverer tryghed og sikkerhed i opgaveløsningen med stort fokus på den økonomiske, den miljømæssige og den sociale bundlinje. Vi prioriterer og deltager aktivt i lokale løsninger og skaber resultater med blik for hele Nordjylland – og den øvrige omverden. Med et stærkt fokus på vores fælles fremtid vil vi være klimaneutrale og pionerer i den grønne omstilling. Læs mere på https://nordvaerk.dk/om-nordvaerk/



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Nordværk I/S, Aalborg, Troensevej , 9220 Aalborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-05-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/e4d13555-7cc6-4ebb-bb96-d0581a953e40

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook