Prodekan for forskning og innovation søges til Aalborg Universitet

dato

OBS! Denne stilling skal søges via Mercuri Urval.

Vil du sætte retningen for forskning og innovation i verdensklasse? Vi søger en prodekan, der brænder for forskningens rolle i samfundet og evner at omsætte strategiske ambitioner til konkret værdi for forskere, samarbejdspartnere og samfund.

Aalborg Universitet (AAU) er blandt Europas førende ingeniøruniversiteter. Vi er særligt internationalt anerkendt for vores tværvidenskabelige og samfundsrelevante excellence inden for uddannelse og forskning i tætte forskningssamarbejder, samt vores unikke problembaserede læringsmodel (PBL), som er kernen i tilgangen til uddannelse og forskning. Universitetet og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet (ENGINEERING) står midt i nogle af tidens største samfundsudfordringer, og vi søger en prodekan, der vil gå forrest i udviklingen af fremtidens forskningsindsats.

ENGINEERING er et fagligt mangfoldigt fakultet, og netop derfor kræver det en særlig indsats at sikre fælles retning, strategier og en fælles stemme i det forskningspolitiske landskab. Fakultetet er karakteriseret af tætte relationer til erhvervsliv, myndigheder og forskningsinstitutioner. Vi har dokumenteret succes med partnerskabsbaseret og missionsdrevet forskning – og succes såvel hvad angår videnskabelige publikationer som innovation.

Forskning i verdensklasse
Som prodekan for forskning og innovation får du en nøglerolle i ledelsen af ENGINEERING. Du bliver ansvarlig for at udvikle og drive fakultetets forsknings- og innovationsindsats i tæt samspil med institutledere, viceinstitutledere for forskning, fundingrådgivere og forskere. Du sætter den strategiske retning for fakultetets forskning, og du er med til at sikre, at vi fortsat lykkes med at tiltrække forskningsmidler og skabe forskningsmiljøer, der inspirerer, innoverer og forandrer.

Gennem samarbejde med dekanatet, ledelsen og eksterne partnere er du med til at sikre, at strategier bliver til konkret udvikling ved at forene fagligheder og skabe fælles fremdrift. Samspillet i dekanatet er præget af åbenhed, modspil og vilje til at lykkes på tværs af fagligheder og institutter.

Vi står et stærkt sted, men der er også høje forventninger, og vores næste prodekan skal blandt andet fokusere på og arbejde med følgende udfordringer og muligheder:

  • Udvikle og implementere en tydelig forskningsstrategi, der favner hele fakultetets faglige bredde og samtidig fremmer missionsdrevet forskningsmæssig excellence og interdisciplinært samarbejde.
  • Styrke hjemtag af eksterne forskningsmidler, herunder udarbejde en sammenhængende struktur omkring fakultetets funding-rådgivere i understøttelsen af institutterne og de enkelte forskere.
  • Øge fakultetets synlighed og tilstedeværelse internationalt, og bidrage aktivt til at placere ENGINEERING som en ledende forskningsaktør på den globale scene inden for ingeniør- og naturvidenskab.
  • Lede fakultetets indsatser gennem tæt og engageret samarbejde med fakultetets øvrige ledere og nøglepersoner igennem lederskab og forståelse for den helhed, vi er en del af.
  • Lede fakultetets ph.d.-skole og sikre talentudvikling og netværksaktiviteter for fremtidens forskere.

Forandringer i forskningslandskabet påvirker fakultetets mulighed for at udvide partnerskaber og sikre bæredygtig udvikling. Samtidig er der behov for at styrke den internationale synlighed yderligere og sikre, at ENGINEERING og AAU er positioneret tydeligt på den globale forskningsscene.

En stilling med indflydelse og perspektiv
Du har en solid forskningsbaggrund som professor eller lektor og har dokumenteret erfaring med ledelse af større forskningsprojekter eller -miljøer. Du har indsigt i, hvad der skal til for at opbygge og udvikle forskningsmiljøer, der både tiltrækker talent, skaber gennembrud og bidrager til løsningen af samfundets store udfordringer. Vi forestiller os, at du har følgende baggrund:

  • Indgående kendskab til nationale og internationale finansieringslandskaber – og erfaring med at hjemtage forskningsmidler
  • Et stærkt netværk inden for universitetsverdenen, som du forstår at bringe i spil – både i Danmark og internationalt
  • Erfaring med at forandre og forske ved at se og skabe nye muligheder for samarbejde, innovation og udvikling
  • Erfaring med at navigere i store og komplekse organisationer og forståelse for universitetets samspil med det omgivende samfund.

Du trives i en rolle, hvor du skal inspirere, skabe følgeskab og sætte retning – også uden formel personaleledelse. Du formår at balancere faglighed med strategi, og du har blik for både det store billede og de praktiske greb, der får planer til at virke i hverdagen. Som person er du:

Strategisk tænkende og god til at prioritere i en kompleks hverdag Inspireret af en kultur, hvor forskning og læring er problembaseret og skabt i tæt samspil med omverdenen Relationelt stærk og naturligt tillidsvækkende i samarbejdet med mange forskellige aktører Nysgerrig og udviklingsorienteret, med mod på at gå forrest og bane nye veje En dygtig og klar formidler – både på dansk og engelsk, i skrift og tale.

Du har høj integritet og deler universitetets ambition om at skabe viden, der gør en forskel. Og så har du lyst til at tage ansvar for, at ENGINEERING også i fremtiden vil være et fakultet, der sætter standarden for fremragende forskning og innovation – både herhjemme og internationalt.

Hvem er vi?
Aalborg Universitet er et missionsdrevet universitet, hvor vi er motiveret af et meningsgivende formål, der rækker ud over vores egen organisation, og bidrager til en bæredygtig udvikling af verden – vi kalder det ”Viden for Verden”. Vi er internationalt anerkendt for fremragende grundlagsskabende, transformativ og tværvidenskabelig forskning, der bidrager til at løse verdens mest komplekse og presserende udfordringer. Samtidig uddanner vi stærkt efterspurgte kandidater til fremtidens arbejdsmarked. 

Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet, ENGINEERING, har 5 institutter, 67 uddannelser, 2.600 studerende, 290 Ph.d.-studerende, 860 fuldtidsansatte og DKK 930 mio. i årlig omsætning. Institutterne har hvert sit kerneområde, men arbejder tværvidenskabeligt og ud fra et grundlæggende bæredygtighedsaspekt. Aktiviteterne foregår i Aalborg samt i Esbjerg og København.

Ansøgning 
Din ansøgning skal indeholde følgende:  

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen 
  • CV 
  • Eksamensbevis 
  • Evt. relevante bilag 

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside. 

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du i fortrolighed rette kontakt til dekan Jesper Wengel på dekan-engineering@aau.dk eller telefon 2084 6872 og/eller til konsulent Thomas Gajhede, Mercuri Urval, på thomas.gajhede@mercuriurval.com eller telefon 2084 1030. Vi vil forinden opfordre dig til at orientere dig i det uddybende materiale.

Øvrige informationer 
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her

Vi anbefaler, at du gemmer en kopi af stillingsopslaget, da opslaget bliver fjernet, når ansøgningsfristen er udløbet. 

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for akademikere i staten. Stillingen indebærer ingen formel personaleledelse. Der er mulighed for forhandling af tilbagegangsstilling.

Tjenestestedet for stillingen er Aalborg og med tilstedeværelse på campus i Esbjerg og København ved behov.

AAU ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aalborg Universitet, Fredrik Bajers Vej, 9220 Aalborg Øst

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8a047bdc-7dbc-42db-904a-836ce1752dd5

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook