Overlæge søges til Ambulatorium for Affektive Lidelser – Team Bipolar, Almenpsykiatrisk Afdeling, Aalborg, Aalborg Universitetshospital pr. 1. september 2026 eller efter aftale
Om jobbet
Ambulatorium for Affektive Lidelser – Team Bipolar er en specialiseret enhed i området for Affektive Lidelser ved Aalborg Universitetshospital. Ambulatoriet er en kombineret forsknings- og klinisk behandlingsenhed, der udreder og behandler patienter på både hoved- og regionsfunktionsniveau, herunder et specialiseret 2-årigt forløb for ny-diagnosticerede patienter med manisk enkeltepisode eller bipolar affektiv sindslidelse.
Ambulatoriet gennemfører samtidig med den kliniske behandling en række kliniske forskningsprojekter med henblik på bl.a. en forbedret diagnostisk forståelse, en forbedret behandling og forbedret forståelse af prognose. Til ambulatoriet er knyttet en tværfaglig- og forskningsaktiv personalegruppe med speciallæger i psykiatri, specialpsykolog og psykologer, socialrådgiver og sygeplejersker, hvoraf to har delvis funktion som projektsygeplejersker samt sekretærer. Ambulatorieledelsen udgøres af ambulatorieleder og specialpsykolog samt ledende overlæge.
Den faglige udvikling i enheden prioriteres højt både tværfagligt med faste udviklingsprogrammer og med ugentlige monofaglige møder om kliniske- og forskningsmæssige opgaver for speciallæger. Vores kliniske professor er del af behandlingsteamet netop for at underbygge forskningsdelen.
Ambulatoriet har et stærkt samarbejde med Enhed for Psykiatrisk Forskning omhandlende primært forskningsprogrammet for affektive lidelser:
https://psykiatri.rn.dk/for-sundhedsfaglige/psykiatrisk-forskning/forskningsprogrammer/forskningsprogram-i-affektive-lidelser
Om dig
Vi forventer, at du er speciallæge i psykiatri og ønsker at arbejde i en spændende kombinationsstilling med både kliniske aktiviteter og forskning. Du har gerne undervisningskompetencer og erfaring med undervisning af medicinstuderende, kollegaer og undervisning af patienter og pårørende. Du trives i et arbejdsfelt med mange mennesker, har gode kommunikationsevner og formår at strukturere din hverdag i forbindelse med de udviklingsmæssige aktiviteter – og så er du naturligvis en aktiv medspiller i en foranderlig hverdag.
Vi tilbyder
Almenpsykiatrisk Afdeling, Aalborg er en stor afdeling med mange kollegaer, og vi inviterer dig ind i et stærkt fagligt fællesskab, hvor der er særligt fokus på arbejdsmiljøet.
Vi arbejder efter regionens i-TOP værdier, og vægter det meget højt, at vi i vores arbejde har fokus på at se og møde patienterne dér, hvor de er, ved at sætte deres behov først og at gøre det, der virker for patienten. I Patientens Team arbejder vi på at sikre det tværsektorielle samarbejde i de sammenhængende patientforløb sammen med patienten og pårørende.
Stillingen er i udgangspunktet en fuldtidsstilling med vagtforpligtigelse.
Om os
Området for Affektive lidelser er en del af Almenpsykiatrisk Afdeling, Aalborg og arbejder specialiseret med udredning- og behandling af patienter med affektive lidelser. Området rummer de to åbne sengeafsnit, S7 og S8, og to ambulatorier, hhv. Ambulatorium for Affektive Lidelser som består af Team Depression og Team Bipolar, som begge har regionsdækkende funktion.
Almenpsykiatrisk Afdeling, Aalborg omfatter flere områder med åbne- og intensive sengeafsnit, en psykiatrisk skadestue med modtagelse og en omfattende ambulant funktion.
Vores optageområde er Aalborg Kommune, Rebild Kommune, Vesthimmerland Kommune og Mariagerfjord Kommune for patienter på hovedfunktionsniveau og hele Region Nordjylland for patienter, der følges på regionsfunktionsniveau.
Vil du vide mere
Ønsker du yderligere information om stillingen, herunder information om mere detaljeret funktionsbeskrivelse, er du velkommen til at kontakte cheflæge Peter Uggerby eller ledende overlæge, professor René Ernst Nielsen.
Du kan læse mere om Psykiatrien og vores afdeling på hjemmesiden www.psykiatri.rn.dk.
Det praktiske
Sengeafsnittene i afdelingen er nyligt integreret i nye rammer i Hospitalsbyen, mens ambulatorierne står overfor udflytning til et samlet Ambulatoriehus på Brandevej.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansættelse: 1. september 2026 eller efter aftale
Ansøgningsfrist: onsdag d. 28. juli 2026
Samtaler forventes afholdt: torsdag d. 6. august fra morgenstunden
Vi indhenter referencer på den person vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest.
Du sender din ansøgning ved at trykke på ”Søg Job” knappen og udfylde den formular, som kommer frem.
Du kan vedhæfte ansøgning, CV og eventuelle bilag.
Vi modtager udelukkende ansøgninger via linket i stillingsopslaget. Ansøgninger sendt på mail, vil ikke blive behandlet.
Røgfri arbejdstid i Psykiatrien i Region Nordjylland: Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken inde eller ude.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Psykiatrien, Mølleparkvej, Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-07-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/081aff2e-1ed1-4c90-82e8-38503bb273e0