Aalborg: 11-årig postede trusler mod skoler på TikTok – politiet har klar opfordring til forældre

dato

Nordjyllands Politi modtog onsdag den 9. september en anmeldelse om trusler fremsat på TikTok mod tre skoler i Aalborg. Politiet reagerede prompte, og en 11-årig skoleelev blev kort efter identificeret som brugeren bag det truende indhold. Politiet opfordrer alle forældre til at være opmærksomme på deres børns adfærd online.

Onsdag den 9. september klokken 13.30 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra Aalborg Kommunes børne- og ungeforvaltning om trusler fremsat mod tre navngivne skoler i Aalborg kommune. Truslerne blev fremsat i fire billeder postet på det sociale medie TikTok.

 

”Vi tager ingen chancer i sådan en sammenhæng, så vi satte med det samme en efterforskning i gang for at afdække truslernes karakter og gerningspersonens identitet,” forklarer politikommissær Simon Hjorth Jacobsen, der leder Nordjyllands Politis forebyggelsessektion i Aalborg.

 

Allerede knap to timer senere havde politiet identificeret personen bag den relevante brugerprofil; der er tale om en blot 11-årig dreng, som selv er elev på én af de tre skoler.

 

”På billederne, som den 11-årige dreng havde postet på TikTok, ses en figur kendt fra film og bøger, som kaldes The Cat in the Hat. Figuren er sat ind på fotos af skolerne og ledsaget af tekster som ”Be careful, I’m coming” og konkrete datoer,” forklarer Simon Hjorth Jacobsen.

 

Ingen konkret fare – men stadig alvorligt

Politikommissæren understreger, at det ret hurtigt var politiets vurdering, at der ikke var grund til at frygte konkrete angreb mod de nævnte skoler. Dette blev skolerne derfor også orienteret om.

 

”Men det er meget væsentligt for os at slå fast, at vi tager det særdeles alvorligt, når der fremsættes trusler eller potentielle trusler mod skoler. De fire billeder i denne sag er allerede set flere tusinde gange, og det er ekstremt utryghedsskabende,” pointerer Simon Hjorth Jacobsen.

 

”– Det kan meget vel være, at billederne er ment som en spøg. Men vi tager ikke let på det. Det er ganske alvorligt, når børn skaber og deler truende indhold, og det kan selvsagt også være en overtrædelse af straffeloven. Vi underretter i øvrigt også de sociale myndigheder i sager som denne.”

 

Opfordrer forældre: Vær opmærksom på dit barn – også online

Politiet sætter mange ressourcer i gang, når en anmeldelse om trusler mod skoler tikker ind. Og forebyggelseslederen ser helst, at forældre tager emnet lige så alvorligt:

 

”Den her sag er et godt eksempel på, hvorfor man som forælder skal interessere sig en hel del for, hvad ens barn foretager sig online – på sociale medier, i spil-fora, på nettet generelt. Når man er 11 år, kan man ikke gennemtænke konsekvenserne ved at poste truende indhold. Og som forælder skal man være klar over, at det er ganske sandsynligt, at ens barn bliver eksponeret for indhold, der ikke er egnet for børn, på et medie som TikTok. Jeg vil klart opfordre til, at man løbende har en dialog med sit barn om, hvad man kan møde på sociale medier, og hvad man ikke skal dele, like eller skabe,” understreger Simon Hjorth Jacobsen.

 

Politiets råd til forældre

  • Hvis dit barn er på sociale medier, så vær opmærksom på, hvem dit barn følger, og hvad dit barn ser på, deler, liker og selv lægger op på sociale medier.
  • Involvér dig og vis, at du er interesseret i dit barns digitale liv. Tal løbende med dit barn om oplevelserne online.
  • Tal også gerne med andre forældre i klassen om emnet.
  • Søg viden, eksempelvis her:

https://dkr.dk/it/dit-barns-adfaerd-paa-nettet

https://genvej.org

https://redbarnet.dk/foraeldre

 

 

Pressens kontakt:

 

Simon Hjorth Jacobsen, politikommissær, Forebyggelse Aalborg, Nordjyllands Politi, tlf. 4020 9808

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi
Mest læste artikler