Nyt lækkert byrum ved Svenstrup Station

dato

Byrummet ved Svenstrup Station og Godthåbsvej har fået et løft og samtidig er forholdene for cyklisterne blevet forbedret.

Som en del af Aalborg Kommunes ønske om at understøtte byudviklingen i de 11 større oplandsbyer i kommunen er der nu gennemført en opdatering af byrummet i den centrale del af Svenstrup omkring Svenstrup Station og Godthåbsvej.

- 'Vi har lyttet til borgerne og samrådet i Svenstrup, der blandt andet har efterspurgt en forskønnelse af Hobrovej samt en måde at krydse Hobrovej ved Guldbækken på sikker måde', udtaler rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen.

Der er etableret nye plantebede ved station, ved busstoppestedet på Godthåbsvej samt langs Hobrovej. For at fremhæve stationsforpladsen som et centralt mødested og knudepunkt for trafikken i Svenstrup er der lagt små historier ind i belægningen ved stationen og placeret bænke og lysskulpturer i området.

Ved Guldbækkens krydsning af Hobrovej er der etableret en ophængt træbro, så det er blevet muligt at krydse Hobrovej ude af niveau.

For at forbedre forholdene for cyklister langs Hobrovej igennem Svenstrup er parkeringsbanen nedlagt, hvilket betyder, at der er standsningsforbud på store dele af strækningen.


https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/2023/03/nyt-laekkert-byrum-ved-svenstrup-station
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.