Matematikcenter modtager lokal støtte til forbedring af matematikundervisning i Aalborg

Kristian Obenholt fra LB Foreningen Nordjylland overrækker donation til Bolette Møller Jensen fra Matematikcenter
dato

Matematikcenter har netop modtaget en donation på 51.000 kroner fra LB Foreningen i Region Nordjylland. Støtten vil blive brugt til at videreføre og udvide Matematikcenters gratis lektiehjælp til elever i udskolingen, ungdoms- og voksenuddannelserne både lokalt i Aalborg og online i 2024.

Ifølge en rapport fra Egmont Fonden skønnes det, at 15% af eleverne i grundskolen oplever længerevarende vanskeligheder med matematik. Disse vanskeligheder kan have alvorlige konsekvenser for elevernes muligheder for at gennemføre eller at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Derfor er Matematikcenter glade for, at man med donationen fra LB Foreningen kan skærpe indsatsen for at styrke de matematiske færdigheder hos eleverne.

"Vi er dybt taknemmelige for den generøse donation fra LB Foreningen. Den vil hjælpe os til at kunne tilbyde en vigtig indsats, til dem som kæmper med matematikken. Vores mål er at sikre, at ingen unge bliver efterladt i matematikvanskeligheder, ved at kunne give dem de nødvendige værktøjer til at få succes," siger Bolette Møller Jensen fra Matematikcenter.

Hos LB Foreningen er man glad for at kunne støtte Matematik centers vigtige indsats.

"Det glæder os at kunne støtte Matematikcenter i deres vigtige arbejde. Vi håber at denne donation kan bidrage til at styrke den undervisning Matematikcenter tilbyder og støtte de elever, der har mest brug for det. Vi ved hvor vigtigt støtte og tillid er når det hele er lidt svært, og vi glæder os derfor over, at de unge nu får lidt mere hjælp,” siger Kristian Obenholdt fra LB Foreningen.

OM MATEMATIKCENTER
Matematikcenter er den eneste lektiehjælpsservice i Danmark, der har specialiseret sig i matematik. Matematikcenter er for alle der har matematik i grundskolens ældste klasser, på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og voksenuddannelser. Matematikcenter er en forening af frivillige, der støtter børn, unge og deres forældre i matematik uden for skoletid, så alle får lige mulighed for at opnå deres eget bedste inden for matematik.

OM LB FORENINGEN REGION NORDJYLLAND
LB Foreningen i Region Nordjylland repræsenteres af 9 delegerede, der er valgt blandt de ca. 35.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Nordjylland uddeler hvert år en mio. kroner til en række velgørende formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen ejer LB Forsikring, Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab med over 440.000 medlemmer. Foreningen repræsenteres af 70 delegerede, valgt af medlemmerne over hele landet. Disse delegerede står blandt andet for velgørende uddelinger i deres regioner. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.