Skab overblik, indsigt og konkrete løsninger sammen med engagerede specialister
Vil du arbejde i krydsfeltet mellem data, analyse og kunstig intelligens – og bruge dine kompetencer til at skabe konkrete forbedringer i hverdagen? Har du digital forestillingskraft? Trives du med at samarbejde tæt med faglige specialister og omsætte indsigt til nye digitale løsninger? Så er stillingen som Data og AI-konsulent måske noget for dig!
Om stillingen som Data- og AI-konsulent
Som Data- og AI-konsulent får du en central rolle i at skabe overblik over data på tværs af Forskningsservice på Aalborg Universitet. Din organisatoriske forankring er i sekretariatet, men får din daglige gang i ”hele huset”, i alle Forskningsservices fem områder. Du skal arbejde tæt sammen med kolleger, afdelingscheferne for de fem områder, vicedirektøren og partnere på tværs af universitetet. Dit arbejde får direkte betydning for den måde, vi træffer beslutninger på og planlægger vores aktiviteter fremover.
Stillingen kombinerer to hovedopgaver, som tilsammen skal styrke beslutningsgrundlag og arbejdsgange i Forskningsservice:
- Data management og indsigt, hvor du skaber overblik over afdelingens aktiviteter, opgaver og ressourceanvendelse.
- AI-konsulentarbejde, hvor du sammen med dine kollegaer udvikler og afprøver AI-værktøjer, der understøtter konkrete opgaver og behov.
Du bliver bindeled mellem data, faglighed og teknologi og får en central rolle i at sikre, at data og AI anvendes målrettet, ansvarligt og med tydelig værdi for organisationen.
Dine primære arbejdsopgaver
Data management og indsigt
Det er en hovedopgave at opbygge og forankre en samlet datastruktur for Forskningsservice. Det indebærer, at du identificerer og samler de centrale data, som i dag er spredt på tværs af enheder og systemer. Du er med til at definere, hvordan data skal struktureres, vedligeholdes, anvendes og udstilles fremadrettet. Du arbejder både med at skabe et stærkt datagrundlag og med at sikre, at det giver mening for ledelse og modtagere i praksis:
- Kortlægge, strukturere og vedligeholde data om afdelingens aktiviteter, opgaver og processer.
- Udvikle analyser, oversigter og visualiseringer (fx dashboards i Power BI), der skaber gennemsigtighed og understøtter ledelsesbeslutninger.
- Identificere mønstre og udvikling i opgaveporteføljen med henblik på prioritering, kapacitetsplanlægning og forbedring af arbejdsgange.
- Bidrage til fælles forståelse af data, begreber og nøgletal på tværs af organisationen.
Du samarbejder med andre centrale afdelinger og administrative funktioner om adgang til og anvendelse af data, og du bidrager til, at data bruges på en ensartet og gennemtænkt måde på tværs af Forskningsservice. Du vil både arbejde med at opbygge nye løsninger og med løbende at sikre datakvalitet og opdaterede rapporter. Derudover kommer du til at spille en vigtig rolle i at formidle tal og analyser, så de er forståelige og anvendelige i den ledelsesmæssige hverdag.
AI-konsulent og opgaveudvikling
Den anden hovedopgave er identificere opgaver og arbejdsgange, hvor AI-værktøjer kan understøtte eller forenkle arbejdet. Du skal eksperimentere i samarbejde med dine kollegaer, som ofte ved, hvor potentialet er, men som ikke nødvendigvis ved, hvordan man prompter og bygger en agent:
- Omsætte behov til konkrete AI-baserede løsninger og prototyper.
- Bidrage til, at kollegaer udvikler deres forestillingskraft og udviklingsmod
- Rådgive om anvendelse af generativ AI og andre AI-værktøjer med fokus på kvalitet, ansvarlighed, etik og datasikkerhed ud fra universitetets politikker og kodeks.
- Understøtte implementering og forankring af nye løsninger i praksis, herunder formidling og kompetenceopbygning.
Vi lægger vægt på, at du
- Har en relevant videregående uddannelse inden for fx dataanalyse, samfundsvidenskab, IT, digitalisering eller lignende.
- Har erfaring med – eller stærk interesse for – dataanalyse, visualisering og struktureret arbejde med data.
- Har kendskab til og erfaring med AI-værktøjer og deres praktiske anvendelse i opgaveløsning.
- Trives i en rådgivende rolle og kan samarbejde med både tekniske og faglige specialister.
- Kan formidle komplekse sammenhænge klart og anvendeligt for forskellige målgrupper.
- Arbejder selvstændigt, struktureret og med blik for, hvordan løsninger skaber værdi i praksis.
Det er ikke et krav, at du er teknologispecialist fra dag ét – vigtigst er din analytiske tilgang, samarbejdsevne og lyst til at omsætte data og AI til konkrete forbedringer.
Vi tilbyder
- En alsidig og udviklende stilling i krydsfeltet mellem data, analyse og AI.
- Mulighed for at præge, hvordan data og AI anvendes i organisationen.
- Tæt samarbejde med engagerede medarbejdere og ledelse.
- Et fagligt miljø med plads til læring, eksperimenter og videndeling.
- Fleksible rammer og gode muligheder for kompetenceudvikling.
Om os
Forskningsservice er en del af Fælles Service.
Forskningsservice består af enhederne Fundraising & Projektledelse, AAU Ph.d., Kontraktenheden og Missionssekretariat.
Vi yder administrativ understøttelse til AAU’s forskning og samarbejde med omverdenen. Dette sker blandt andet gennem:
- Fundingrådgivning og administrativ projektledelse af større forskningsprojekter.
- Juridisk rådgivning, udarbejdelse og forhandling af aftaler i forbindelse med forskningssamarbejde og databeskyttelse.
- Administrativ håndtering af PhD studerendes uddannelsesforløb.
- Understøttelse af udvalgte satsninger inden for missionsdrevet forskning, som AAU leder eller deltager i.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
- CV
- Eksamensbevis
- Evt. relevante bilag
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.
Samtaler forventes afholdt i uge 34, 2026.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling med ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Stillingen ønskes besat pr. 1. september eller 1. oktober, evt. snarest derefter.
Løn- og ansættelsesvilkår er enten i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og cirkulære om organisationsaftale for IT-medarbejdere (PROSA) eller henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Universitet, Kroghstræde, 9220 Aalborg Øst
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/efe399b4-dbfe-48a2-848a-aa56dcfaf1ab