Bliv jurist og specialist i kontrakt- og databeskyttelsesret ved Aalborg Universitet

dato

Bliv jurist i Kontraktenheden ved Aalborg Universitet og arbejd med kontrakter, GDPR-rådgivning og risikovurderinger i forskningssamarbejder. Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur., har et stærkt servicegen, trives i samarbejdet med både forskere og administration og omsætter jura til praksisnære løsninger. Vi søger efter op til fire jurister med ønsket tiltrædelse hurtigst muligt. Ansøgningsfristen er den 12. april 2026.

Dine arbejdsopgaver

Som jurist i Kontraktenheden under Forskningsservice ved Aalborg Universitet bliver du en del af den centrale juridiske understøttelse af universitetets forskningsaktiviteter. Du arbejder i krydsfeltet mellem kontraktjura og databeskyttelse, hvor du er med til at sikre, at universitetets samarbejder med eksterne parter hviler på klare, gennemtænkte og bæredygtige aftaler.

Stillingerne er placeret på hovedcampus i Aalborg Øst, hvor du får din daglige gang i Forskningsservice i Kroghstræde 1.

I din hverdag kommer du til at arbejde tæt sammen med forskere, ledere, administrative kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Du rådgiver om kontraktretlige og databeskyttelsesretlige spørgsmål, og du bidrager til at skabe løsninger, der både lever op til reglerne og understøtter forskningens behov. Opgaverne spænder fra konkrete sager til udvikling af praksis, så du både har faste opgaver og opgaver, der udvikler sig over tid.

En væsentlig del af dine opgaver vil være at varetage sagsbehandling og rådgivning i forbindelse med kontrakter og samarbejdsaftaler, blandt andet ved at gennemgå udkast, identificere risici og foreslå ændringer, der skaber klarhed for alle parter. Du kommer til at rådgive ansatte om databeskyttelse og forskningssamarbejder, herunder hvordan personoplysninger håndteres forsvarligt i projekter. Du arbejder med sagsbehandling og forhandling af aftaler om persondata og samarbejde med eksterne partnere og deltager i dialogen, når vilkår skal tilpasses, så både Aalborg Universitet og vores samarbejdspartnere kan stå inde for løsningen. Derudover udarbejder du risikovurderinger og konsekvensanalyser i tæt dialog med forskere og administration, så projekter får et solidt grundlag for at behandle personoplysninger. I takt med at du bliver fortrolig med området, vil du også kunne bidrage til udvikling af standarder, skabeloner og vejledninger samt til intern undervisning og oplæg om kontrakter og databeskyttelse.

Dine kompetencer

Vi søger op til fire jurister, der har lyst til at arbejde i et miljø, hvor jura hele tiden omsættes til brugbare løsninger i praksis, og hvor samarbejde, dialog og god service er en vigtig del af hverdagen. Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. og har interesse for kontraktret og databeskyttelse, gerne med et særligt blik for de problemstillinger, der opstår i forskningssamarbejder. Du behøver ikke at kunne det hele fra dag ét, men du er nysgerrig på feltet og indstillet på at opbygge specialiseret viden sammen med erfarne kolleger.

Som person arbejder du struktureret og bevarer overblikket, også når du har flere sager i gang på samme tid. Du trives med at finde løsninger, der både respekterer regelgrundlaget og tager højde for den virkelighed, som forskere og andre kolleger står i. Du er analytisk stærk, men samtidig pragmatisk i din tilgang og god til at prioritere, hvad der er vigtigt i den enkelte sag. Du er tryg ved at tage dialogen med både interne og eksterne samarbejdspartnere, også når interesserne ikke er helt sammenfaldende, og du kan stå fast på juraen på en rolig og konstruktiv måde.

Formidling fylder meget i rollen, og derfor er det vigtigt, at du kan forklare juridiske problemstillinger klart og forståeligt for modtagere, der ikke nødvendigvis har en juridisk baggrund. Du udtrykker dig sikkert på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt, og du har lyst til at indgå i møder, workshops og andre fælles fora, hvor jura omsættes til retningslinjer og løsninger. I afdelingen vil du blive en værdsat kollega, når du bidrager aktivt til den faglige sparring, deler dine overvejelser i sagerne og er åben for input fra andre. Du har lyst til at tage ansvar for dine egne opgaver, men ser også værdien i at løse opgaver i fællesskab, når det styrker kvaliteten og skaber en bedre oplevelse for vores kunder. Samtidig er du åben over for at lære at bruge ny teknologi og er nysgerrig på, hvordan kunstig intelligens kan bruges til at forbedre opgaveløsningen.

Hvem er vi

Kontraktenheden er en del af Forskningsservice ved Aalborg Universitet og består af et stærkt fagligt miljø, hvor jurister og andre specialister arbejder sammen om at understøtte universitetets forskning. Kontraktenheden:

  • rådgiver, udarbejder og forhandler aftaler ved forskningssamarbejde og databeskyttelse,
  • yder service inden for kontraktjura, databeskyttelse, forskningsetik, kommercialiseringsjura og forskningssikkerhed i en pragmatisk, virkelighedsnær og praktisk anvendelig form,
  • er et serviceorgan for hele universitetet samtidig med, at afdelingen har ansvaret for at understøtte universitetets ansatte i at overholde lovkrav og retningslinjer, og
  • understøtter og betjener hele universitetets portefølje af eksterne samarbejder. Vi behandler ca. 2100 sager årligt.

Du bliver en del af en afdeling med 20 kolleger, som hver dag samarbejder om at skabe gode rammer for universitetets projekter og samarbejder. Hverdagen er præget af tæt dialog på tværs af afdelingen, og der er kort vej fra spørgsmål til sparring, når du har brug for at vende en sag.

Arbejdspladsen er et storrumskontor i Forskningsservice på Kroghstræde 1 på Aalborg Universitets hovedcampus i Aalborg Øst. Du får en dagligdag i et miljø, hvor der både er plads til fordybelse og uformel kollegial dialog, og hvor der er opmærksomhed på, at opgaverne løses bedst, når der er balance mellem fokus og samarbejde. Der er mulighed for begrænset distancearbejde efter aftale, så du kan tilrettelægge din arbejdstid på en måde, der understøtter både opgaveløsning og trivsel i hverdagen.

Afdelingen er organiseret i teams med teamkoordinatorer, og du vil have afdelingschef Jens Bach Storgaard som nærmeste leder. Du vil indgå i et fagligt miljø, hvor der løbende er fokus på læring og udvikling. Aktuelt arbejder vi bl.a. med at udvikle og anvende AI-værktøjer, der kan bidrage til at forbedre vores opgaveløsning til gavn for vores kunder. Som ny kollega bliver du klædt på til opgaverne gennem grundig introduktion, sidemandsoplæring og faglig sparring, og du får gode muligheder for at opbygge og udvide din viden om kontrakter og databeskyttelse i forskningssammenhæng.

Ansøgning 
Din ansøgning skal indeholde følgende:  

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen 
  • CV 
  • Eksamensbevis 
  • Evt. relevante bilag 

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside. 

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Har du spørgsmål?  
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.  

Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 16/17 og anden runde i uge 18. Ansøgere, der går videre til anden runde, vil blive bedt om at gennemføre en personprofilevaluering som en del af grundlaget for den endelige udvælgelse.

Ansøgningsfristen er den 12. april 2026.

Tiltrædelse hurtigst muligt eller 1. maj 2026.

Øvrige informationer 
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. 

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen. 

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aalborg Universitet, Kroghstræde, 9220 Aalborg Øst

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/4ce6ec69-8026-4ca4-9294-eba0034bfc44

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet