Den omtalte forbrydelse vedrører et offer, der først blev udsat for grov vold og røveri i en bil og herunder blev pågældende tilbageholdt mod sin vilje. En person – en 20-årig mand – blev i forbindelse med politiets efterforskning af sagen varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør den 30. november 2023.
”Vi har efterforsket intenst i sagen siden anmeldelsen den 26. november. Og ud over den varetægtsfængslede person, så anholdt vi i går yderligere to mistænkte mænd i sagen,” siger efterforskningslederen i sagen, politikommissær Kenneth Rodam, der videre oplyser, at de mistænkte selv rettede henvendelse til politiet efter en dialog med deres forsvarere.
”De to anholdte mænd blev tidligere i dag fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Aalborg ”og her blev de varetægtsfængslet i 4 uger,” fastslår Kenneth Rodam.
En mand fortsat på fri fod
Den fjerde mistænkte mand, som Nordjyllands Politi fortsat efterlyser i sagen, har ikke at meldt sig selv, selvom han ved, at Nordjyllands Politi aktivt leder efter ham.
”Og det er derfor, at vi nu går i offentligheden med hans navn og billede,” lyder det fra efterforskningslederen, der opfordrer alle, som har oplysninger om den efterlystes opholdssted til straks at kontakte politiet:
”Vi opfordrer til, at man ikke selv tager kontakt til ham – eller forsøger at pågribe ham.
Ring til Nordjyllands Politi med det samme på telefon 114, hvis du ved, hvor han befinder sig.”