Aalborg Forsyning melder om stabile priser i 2022. De store stigninger i gas- og elpriser påvirker ikke aalborgenserne, da overskudsvarme fra andre virksomheder holder prisen nede.
Den globale energikrise er en realitet. Mange steder opleves der øgede priser på både gas og el, hvilket kan give mange forbrugere en meromkostning på 25-30% i varmeforbrug.
Også kulpriserne skyder i vejret og påvirker globale priser på varme. Dette kommer dog ikke til at påvirke Aalborgs borgere synderligt.
Ifølge adm. Direktør i Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen, foreligger der nemlig gode kontrakter med faste leverandører til glæde for aalborgenserne.
Får overskudsvarme fra andre virksomheder
Aalborg Forsyning har bl.a. lavet aftaler med flere lokale virksomheder, og netop derfor er produktionen af fjernvarme ikke afhængig af hverken gas eller el.
Virksomheder som Aalborg Portland og Nordjyllandsværket er blandt de samarbejdspartnere, der er med til at holde energipriserne nede i Aalborg. De er nemlig med til at levere overskudsvarme. Affaldsforbrænding i kommunen er ligeledes med til at holde priserne nede.
Og selv de, der måtte bruge gas til eksempelvis madlavning, kan ånde lettet op. Trods stigning på 17% i gaspriserne, så melder Aalborg Forsyning også her om fair priser med fast abonnement. Her vil det kun være selve forbruget, der bliver dyrere.