Vækket af indbrudstyv

dato

To beboere vågnede med et sæt natten til tirsdag, idet en fremmed mand pludselig stod i deres soveværelse i deres hjem på Jeppe Åkjærs Vej i Aalborg SV. 

Den ene person skyndte sig at råbe op, hvorefter manden flygtede fra stedet i retning af Hobrovej. Beboerne skyndte sig at ringe til politiet, der med det samme rykkede ud til adressen med politihunde. 

Politihundene søgte efter spor i området, og en af hundene fik færden af indbrudstyven, som derefter kunne følges hele vejen til en adresse på Nibevej.

Politiet ransagede adressen og fandt tyven, der var i besiddelse af et par solbriller, der var stjålet under indbruddet. 

Tyven blev sigtet og anholdt for indbrud. 

3 råd mod indbrud:

  • Få solide døre og vinduer med gode låse.
  • Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så de ikke kan anvendes til indbrud.
  • En høj hæk giver ro - også til at bryde ind. Du kan klippe hækken ned.
Kilde: Nordjyllands Politi