Ung mand anholdt i skudsag

dato

Nordjyllands Politi foretog onsdag den 20. maj 2026 en anholdelse af en 18-årig mand. Anholdelsen har en sammenhæng med skyderiet, der er begået i det centrale Aalborg den 7. april 2026.

Det oplyser den overordnet ansvarlige for efterforskningen, politiinspektør Sune Myrup, der tilføjer, at den anholdte mand stammer fra Frederikshavn, og at anholdelsesaktionen skete efter et længerevarende efterforskningsarbejde.

 

”Og det er på grundlag af denne efterforskning, at vi mistænker den anholdte person for at have medvirket til, at skyderiet i Aalborg den 7. april blev gennemført,” siger politiinspektør Sune Myrup, som straks understreger, at Nordjyllands Politi ikke kan komme nærmere ind på yderligere omstændigheder omkring anholdelsesaktionen eller i øvrigt oplyse nærmere om detaljer fra den aktuelle efterforskning, der har ført politiet frem til en mistanke mod den anholdte mand.

 

”Ligesom jeg ikke kan komme nærmere ind på mistankens konkrete karakter – vi har en igangværende efterforskning. Og dén skal vi beskytte,” pointerer politiinspektøren.  

 

Han kan dog oplyse, at den anholdte person bliver fremstillet grundlovsforhør i Retten i Aalborg i dag den 21. maj 2026, kl. 10.00. Anklagemyndigheden ventes at begære retten om at foretage dørlukning – det sker af hensynet til det pågående efterforskningsarbejde, ligesom man vil kræve den sigtede i sagen varetægtsfængslet. Den anholdtes sigtes for medvirken til forsøg på manddrab.

 

Sune Myrup tilføjer desuden, at politiet i forbindelse med anholdelsesaktionen foretog ransagninger på i alt fire forskellige lokaliteter i det nordjyske, nemlig i henholdsvis Svenstrup, Aalborg og Frederikshavn.

 

Politiinspektøren har for nuværende ingen yderligere kommentarer har til det igangværende efterforskningsarbejde.

 

 

Pressens kontaktperson for så vidt angår grundlovsforhøret:

  • Mathias Nysom, anklager, anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, 5197 5515
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi