Udviklings- og helhedsplan for Sygehus Nord og Gåsepigen er snart på vej i høring

Foto: Aalborg kommune. Sygehus Nord Og Gåsepigen området
dato

Efter et møde i By- og Landskabsudvalget torsdag 9. marts 2023 er Kommuneplantillæg, miljørapport samt Udviklings- og helhedsplan for Sygehus Nord og Gåsepigen nu et skridt nærmere otte uger i offentlig høring.

Når Aalborg Universitetshospital flytter til de nye bygninger i Aalborg Øst, bliver Sygehus Nord grunden og bygningerne ledige. Gåsepigeområdet ejes af Aalborg Kommune, og det er kommunens ønske, at Sygehus Nord og Gåsepigen bliver udviklet efter en fælles udviklings- og helhedsplan.

Kommuneplantillægget og miljørapporten er det planmæssige grundlag, som skal muliggøre realiseringen af udviklings- og helhedsplanen for Sygehus Nord og Gåsepigen.

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen fortæller om den forestående proces:

- ”Efter torsdagens møde i By- og Landskabsudvalget kigger vi nu frem mod byrådets møde 27. marts 2023, hvor byrådet forventes at godkende, at vi sender materialet i høring. Går det som planlagt, ser vi frem til en otte ugers høringsperiode, der starter 31. marts og løber indtil 26. maj.

- Undervejs i perioden holder vi et spørgemøde, hvor alle interesserede er velkomne. Det sker 20. april kl. 16 i kantinen på 14. sal på Sygehus Nord. Her vil der være bemandede stande, hvor alle fremmødte kan få lejlighed til at stille spørgsmål til de forskellige emner i planerne.”

Og rådmanden glæder sig til den kommende proces:

- ”Jeg ser meget frem til høringsperioden og forventer, at mange allerede nu har lyst til at kigge med og kommentere på de planer, vi lægger frem. Kommuneplantillæg og helhedsplan kommer jo senere til at udgøre grundlaget for udviklingen af en helt ny bydel, og det vel at mærke på et område, som er virkelig centralt i Aalborg Midtby.

- Et område, hvor vi ønsker at skabe et kvarter, som er i harmoni med de eksisterende omgivelser, og som både giver plads til hverdagsliv for de nye beboere og erhvervsdrivende, og som samtidig er et væsentligt aktiv for bylivet i Midtbyen”, slutter rådmanden.

Processen indtil nu
Sygehus Nord, som ejes af Region Nordjylland, blev primo 2021 solgt til Nordud A/S. Region Nordjylland forventer at fraflytte sygehuset i 2026-2027. Herefter vil Nordud A/S overtage ejendommen. Firmaet indgår derfor i dialogen omkring udvikling af området.

To nye forbindelser på tværs af banen etableres i 2024; en tunnel fra Saxogade for biler og cyklister/fodgængere og en cykel-gangbro, som via Gåsepigen forbinder Hasserisgade med Vingårdsgade.

Byrådet vedtog den 8. oktober 2018 Midtbystrategien ”Liv i centrum”.
På grundlag af Midtbystrategien blev der i 2019 afholdt en fordebat for Sygehus Nord og Gåsepigeområdet.

Igangsætning af fordebat blev godkendt af By- og Landskabsudvalget på møde den 7. februar 2019.

Fordebatten var til debat i perioden den 1. marts - 15. marts 2019.
Opsamling på fordebat godkendt af By- og Landskabsudvalget på møde den 4. april 2019.

Forvaltningen udarbejdede i 2019 en foreløbig vision med udgangspunkt i den politisk vedtagne opsamling på fordebatten.

I kommuneplanrevision 2021 er kommuneplanrammerne for Aalborg Midtby, og dermed også for Sygehus Nord og Gåsepigeområdet, revideret og opdateret i overensstemmelse med Midtbystrategien og fordebatten.

Nordud A/S afholdt i 2021-2022 en visionskonkurrence for området i eget regi. Forud for visions-konkurrencen fremsendte By og Land gældende plangrundlag, samt forvaltningens analyser og oplæg til vision til Nordud A/S. Materialet blev i stor udstrækning indarbejdet i konkurrencepro-grammet for visionskonkurrencen.

Visionskonkurrencens vinderforslag blev udarbejdet af et konsortium bestående af firmaerne: SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco.

Aalborg Kommune har i efterår-vinter 2022/2023 - i samarbejde med rådgiverteamet SLA og Transform - udarbejdet forslag til udviklings- og helhedsplan, der danner grundlag for kommuneplantillæg 1.061 Sygehus Nord og Gåsepigen. Der er også udarbejdet en miljørapport.

Yderligere info
Se forslaget til kommuneplantillæg, miljørapport samt Udviklings- og helhedsplan for Sygehus Nord og Gåsepigen i referatet fra By og Landskabsudvalgets møde den 9. marts 2023 i bilagene til punkt 2 'Godkendelse af Kommuneplantillæg 1.061 Sygehus Nord og Gåsepigen samt Udviklings- og helhedsplan for Sygehus Nord og Gåsepigen og miljørapport (1. forelæggelse).


https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/2023/03/udviklings-og-helhedsplan-for-sygehus-nord-og-gaasepigen-er-snart-paa-vej-i-hoering
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.