Turister med folkedans og spillemandsmusik i blodet kommer til Aalborg

Foto: Privat. I uge 29 danner Aalborg rammerne om Landsstævnet for folkedansere og spillemænd.
Profilbillede
dato

Af Kirsten Svendsen

Hundredvis af aktive folkedansere og spillemænd i alle aldre og fra hele landet, selv helt fra Bornholm, kommer i uge 29 til Aalborg for at opleve fællesskabet i dette års Landsstævne for folkedansere og spillemænd.

Landsstævnet er et familiestævne, og derfor er der lagt vægt på, at der skal være aktiviteter for både børn, unge og ældre, der er med på stævnet.

Dans, musik, fællesskab, samvær, livsglæde, kulturelle oplevelser og stærke traditioner er centrale dele af stævnet. Nogle af arrangementerne er åbne for publikum, mens andre kun er for deltagere, som er tilmeldt Landsstævnet. Nedenfor nævnes i korte træk, hvad der sker i løbet af ugen.

Søndag den 17. juli tager man forskud på glæderne med et Folkedanser- og spillemandsbal arrangeret af Møllekvadrillen. En Folkedanserforening der er hjemmehørende på Ridemandsmølle i Godthåb. Alle, der har lyst til at danse og lytte til spillemandsmusik, er velkomne.

Åbne arrangementer:
Landsstævnet åbnes officielt mandag den 18. juli. Det starter med et farverigt optog gennem byen fra Teglgårdsplads. Med foreningsfaner i spidsen går folkedansere og spillemænd fra hele landet til Honnørkajen, hvor åbningshøjtideligheden finder sted.

Her vil man kunne se dansere i flotte dragter og nyde traditionel folkemusik.

Allerede den 29. juni åbner Aalborg Historiske Museum en særudstilling med folkedragter. Udstillingen åbnes med en reception for indbudte gæster og er åben frem til den 29.oktober. I hele perioden er der rig mulighed for at se folkedragter og dragttilbehør.

Alt baseret på gamle håndarbejdes traditioner, teknikker og materialer, som blev anvendt i perioden 1750 – 1850. Tirsdag i uge 29 er der et arbejdende værksted på museet. Her kan man bl.a. se, hvordan dragter bliver syet.

Besøgende kan også selv prøve kræfter med håndarbejdet. Måske også lade sig inspirere til at anvende de gamle teknikker på nutidigt håndarbejde.

'Find flest folkedanserfigurer' er en konkurrence, som alle kan deltage i. De små folkedanserfigurer er fremstillet af brændt rødler og malet at Anette Kock fra Nibe i 1980´erne.

Konkurrencen går ud på at finde de små folkedanserfigurer i butiksvinduer i Algade og Bredegade i perioden fra tirsdag den 12. juli til onsdag den 20. juli kl. 12.00. Der kan vindes gode præmier.

Tirsdag eftermiddag er der Kirkekoncert i Vesterkær Kirke. Koncerten er under ledelse af Ivan Amtoft, som har udarbejdet et varieret program, der består af melodier komponeret af en af Nordjyllands store koncertmestre fra dansens og folkemusikkens storhedstid.

Onsdag eftermiddag vil dansere og spillemænd give opvisninger i byen på Budolfi Plads og ved Salling v/Algade. Her kan publikum også selv være med til fællesdans og få rørt benene og lattermusklerne. Arrangementet slutter på Nytorv med Folkedanserbal for alle.

Torsdag eftermiddag er det børn og unge, der giver opvisning i Vestre Fjordpark. Efter opvisningerne vil der være polkaplask i vandkanten. En sjov aktivitet, hvor alle kan være med – så husk badetøj og håndklæde.

Ud over de åbne arrangementer, er der ugen igennem en masse arrangementer for stævnedeltagerne. Her kan b.la. nævnes danse- og musikworkshops, foredrag, regionsopvisninger, plejehjemsopvisninger, familielegestuer og natdans. Der er også arrangeret forskellige udflugter i Aalborg og oplandet.

Ønskes flere oplysninger, kan man på hjemmesiden her 
finde en oversigt over både de åbne arrangementer og programmet for hele ugen.

På facebooksiden: Landsstævne for folkedansere og spillemænd, kan man se mere sociale fortællinger om landsstævnet. Se mere her.

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Denne artikel er skrevet af Laura Schmidt Abildtrup og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Kirsten Svendsen.
Kilde: Kirsten Svendsen