Tre mænd fremstilles i grundlovsforhør i forbindelse med voldsoverfald

Profilbillede
dato

Tre mænd fremstilles i dag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, i forbindelse med en episode i det østlige Aalborg natten til tirsdag, hvor to mænd blev overfaldet. Her blev en af mændene stukket med en spids genstand i balleregionen, med behandlingskrævende skader til følge.

Nordjyllands Politi har efterforsket sagen massivt i løbet af tirsdagen og dette ledte til mistanke mod tre personer fra Aalborg. De tre mistænkte blev anholdt på tre forskellige adresser i løbet af tirsdag eftermiddag og aften.

Der er tale om tre mænd i alderen 23, 27 og 34 år og de fremstilles i grundlovsforhør onsdag formiddag, ved Retten i Aalborg. Her bliver de tre mænd bl.a. sigtet for i forening at have begået kvalificeret vold efter straffelovens § 245. 

 

 

To episoder i samme sag

Der er tale om to forskellige voldsepisoder, begået på Pontoppidanstræde i Aalborg, med kort mellemrum – lige over midnat, natten til tirsdag. Den 23-årige og den 34-årige kom i bil kørende til stedet. Her henvendte de sig til en 24-årig mand, som efter en kort meningsudveksling blev tildelt et knytnæveslag i ansigtet. Efter denne episode kørte de formodede gerningsmænd fra stedet igen. Den 24-årige forurettede ringede til en 22-årig kammerat, der gik over til stedet. Kort før kl. 01:00 kom den 23-årige og den 34-årige kørende tilbage til stedet, sammen med en tredje mand.

De tre formodede gerningsmænd havde nu en kort meningsudveksling med den 22-årige, der efterfølgende blev tildelt nogle knytnæveslag og faldt om på jorden. Den 22-årige blev herefter tildelt et ukendt antal slag og spark på kroppen og i hovedet, ligesom han blev tildelt tre stik i balleregionen med en spids genstand. Herefter kørte de tre formodede gerningsmænd fra stedet igen.

Efterforskningsleder Kenneth Rodam siger om episoden:
”Der er ikke noget der tyder på, at voldsepisoderne relaterer til øvrige konflikter i det kriminelle miljø. Der er umiddelbart tale om ualmindelig grov gadevold, og vi håber at den videre efterforskning, kan klarlægge de nærmere omstændigheder omkring årsagen til voldshandlingerne.”

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi