BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du klar til at bringe alle dine ledelseskompetencer i spil for at gøre en forskel for børnene på Specialbørnehjemmene?
Vores dygtige tilbudsleder på Specialbørnehjemmene har valgt at gå på efterløn, og vi søger derfor en erfaren og kvalitetsbevidst leder, der kan løfte arven og videreudvikle vores tilbud til børn med funktionsnedsættelser i hele regionen.
Specialbørnehjemmene ligger i Området for Kommunikation og Specialpædagogik, Specialsektoren, Region Nordjylland.
Det er et tilbud til børn og unge fra 0 til 18 år med betydelige og varigt nedsatte fysiske og/eller psykiske funktionsevner. Børnene har forskellige behov, diagnoser og funktionsniveau. Dertil kommer en række tillægshandicaps i form af syndromer og neurologiske vanskeligheder som fx svær epilepsi eller opmærksomhedsforstyrrelser.
Børnene kan være mobile eller have fysiske handicap som gør, at de er afhængige af forskellige hjælpemidler. Kommunikationen med børnene er enten verbal og/eller ved hjælp af alternative kommunikationsformer. På vores afdeling Kvisten i Støvring har børnene behov for en vedvarende sundhedsmæssig indsats, omsorg og pleje. Der kan være børn/unge, der har behov for terminal pleje.
Specialbørnehjemmene er er normeret til 37 pladser på fem afdelinger, fordelt på fire matrikler i regionen. Som tilbudsleder er du i det daglige, udover drift og udvikling, øverst ansvarlig for i omegnen af 120 medarbejdere og fem afdelingsledere.
Om jobbet
Som tilbudsleder bliver du ansvarlig for den strategiske ledelse af Specialbørnehjemmene, ligesom du får det overordnede ansvar for tilbuddets faglig ledelse, personaleledelse og administrative driftsledelse.
Vi forventer også, at du i din daglige ledelse i tæt samarbejde med afdelingslederne og medarbejderne vil være optaget af høj trivsel og et godt arbejdsmiljø.
Det er din opgave at have det tværgående overblik over samt sikre prioritering af opgaverne. Det betyder, at det er dit ansvar, at tilbuddets opgavevaretagelse er i overensstemmelse med gældende love, regler, afgørelser, påbud, henstillinger og retningslinjer mv.
Derudover har du ansvaret for at udvikle og sikre tilbuddets viden, faglige tilgange og metoder samt kvalitet, så disse er i overensstemmelse med de krav, som omverdenen stiller til os.
Vi forventer også, at du sikrer den løbende økonomistyring for tilbuddet, som fungerer på markedsvilkår ved salg af ydelser til kommunerne.
Du bliver leder i et socialfagligt felt, hvor vi forventer, at du agerer proaktivt og er på forkant med den faglige udvikling og de politiske vinde. Der medfølger et tydeligt ledelsesansvar. Det betyder, at du kender forventningerne til dig og dit ansvar, ligesom du ved, hvad der forventes af dine ledelseskolleger på de andre ledelsesniveauer.
Som leder i Specialsektoren skal du bidrage til, at hvert enkelt menneske, der benytter vores tilbud, får de bedst mulige vilkår for at mestre sin egen tilværelse. Desuden arbejder du for, at vi til stadighed er kommunernes foretrukne samarbejdspartner og leverandør af specialiserede ydelser.
Om dig
Vi søger en visionær tilbudsleder, som har solid ledelseserfaring. Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, og det er afgørende, at du har erfaring fra social- eller sundhedsområdet – meget gerne med viden om og kompetencer på det specialiserede område. Det er en stor fordel, hvis du derudover har erfaring med ledelse af tilbud på det specialiserede socialområde. Du har sikkert også en efteruddannelse i ledelse.
Det er vigtigt, at du har en tydelig ledelsesstil og samtidig evner at lytte og uddelegere. Det er en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation, og vi forventer, at du kan koble dig på Specialsektorens strategiske målsætninger og omsætte dem til praksis på Specialbørnehjemmene.
Herudover lægger vi vægt på, at du er en ambitiøs leder, som formår at understøtte trivsel og samarbejde på tilbuddet og kan styrke ledelsesfagligheden hos den enkelte afdelingsleder, ligesom du også har blik for medarbejderudvikling. Du har selvfølgelig også en eminent økonomiforståelse, inkl. økonomistyring.
Vi tilbyder
Er du den rette kandidat, tilbyder vi et job i et fagfagligt særdeles spændende felt, hvor forventningerne til dine lederkompetencer vil være høje. Lige så høj vil graden af opbakning til dig være: Du vil være omgivet af kompetente og engagerede medarbejdere og lederkolleger, som står klar med sparring og støtte, når du har brug for det.
Du får rig mulighed for at sætte dit eget præg på opgaveløsning og udvikling, både internt på Specialbørnehjemmene og på tværs af området.
Her får du også gode muligheder for videreuddannelse og faglig udvikling. Vi betragter nemlig ledelse som et fag og vægter kompetenceudvikling højt.
Inden første arbejdsdag får du tilsendt en plan for dit opstartsforløb, ligesom du bliver tilknyttet en mentor, der er leder i Området for Kommunikation og Specialpædagogik. Alt sammen for at sikre dig den bedst mulige opstart i jobbet.
Læs mere om at være leder i Specialsektoren
Om os
Specialbørnehjemmene er et af fem tilbud i Området for Kommunikation og Specialpædagogik. Der er i alt knap 600 ansatte i området, som tilbyder højt specialiserede ydelser til borgere med forskellige funktionsnedsættelser som høretab, synsvanskeligheder, døvblindhed, betydelige og varige nedsatte fysiske og/eller psykiske funktionsniveauer samt medfødt eller erhvervet hjerneskade.
Du vil som tilbudsleder for Specialbørnehjemmene få et tæt samarbejde med og reference til områdechef Carsten L. Johansen samt en engageret og fagligt stærk tilbudsledergruppe på tværs af det samlede område.
Når du starter hos os, bliver du også en del af Specialsektoren i den politisk ledede organisation Region Nordjylland, hvor du får cirka 1.500 nye kolleger, som hver dag arbejder for at gøre en forskel for borgerne. Hvis du har lyst til at møde nogle af dine kommende kolleger, så kig med her: Om at være ansat i Specialsektoren (rn.dk)
Vi værdsætter, at du har orienteret dig i følgende:
- Læs med om Specialbørnehjemmene
- Læs mere om Området for Kommunikation og Specialpædagogik
- Læs mere om Specialsektoren
- Læs mere om Region Nordjylland
- Om Ledelsesansvar i Specialsektoren
- Læs Region Nordjyllands ledelsesgrundlag
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte områdechef Carsten L. Johansen på telefon 20 31 50 19 eller e-mail clj@rn.dk.
Det praktiske
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles som udgangspunkt efter gældende SL-overenskomst.
Vi forventer at holde to samtalerunder, hvor den første finder sted tirsdag den 6. februar. Anden samtalerunde forventes at være tirsdag den 13. februar. Ansøgere, som bliver indkaldt til anden samtale, skal være indstillede på at tage en personlighedstest, som er fokuseret på ledelse.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Nordjylland, Sofiendalsvej 91, 9200 Aalborg SV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5964245