Svindelforsøg, spirituskørsel, tyveri fra bil, traktor og butik, indbrud i udhuse, kælderrum og villa.

Profilbillede
dato

Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Voerså: Plæneklipper stjålet fra udhus

En borger ved Voerså anmeldte tirsdag morgen den 22. august til Nordjyllands Politi, at han havde været udsat for indbrud i sit udhus. Manden havde opdaget, at hans Stiga Park Pro plæneklipper model 2011 var blevet stjålet. Gerningstidspunktet måtte være natten mellem den 14. og 15. august. En beredskabspatrulje blev sendt til adressen for at foretage en gerningsstedsundersøgelse, og her fandt man opbrudsmærker efter et koben ved garageporten. Der var ikke andre tegn på tyvens færden i udhuset.

 

Kan du huske at have set noget mistænkeligt i området på gerningstidspunktet? Ring da til Nordjyllands Politi på 114.

 

Sulsted: Indbrud og gennemrodet bolig

I 9381 Sulsted blev en borger udsat for indbrud tirsdag den 22. august mellem kl. 07.45 og 14.00. En hundepatrulje blev sendt til stedet og kunne ved gerningsstedsundersøgelsen konstatere, at tyven var kommet ind i boligen via et lille badeværelsesvindue ved brug af et ukendt værktøj og rudeknusning, hvorefter den indvendige vrider var påvirket. Der var tegn efter tyvens færden i alle rum – flere steder var der åbne skuffer og skabe, som var gennemrodet. Gerningspersonen havde stjålet 1 stk. sort ACER bærbar pc og var stukket af via terrassedøren, som stod åben ved beboerens hjemkomst.

 

Der er fire områder, du skal have fokus på, når du vil undgå indbrud:

  • Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder. Det er dem, du skal starte med at sikre.
  • Nabohjælp. Hent Nabohjælps app og bliv en aktiv nabohjælper. Ved at danne et netværk med dine naboer, kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.
  • Hæk og hegn. Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer og Nabohjælp.
  • Lys. Timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys kan supplere indbrudssikre døre og vinduer og Nabohjælp.

 

Aalborg: Indbrud i kælderrum

En ung kvinde i Aalborg måtte desværre sande, at indbrud ikke kun er forbeholdt villaejere. Kvinden opdagede tirsdag den 22. august, at der i perioden mellem 7. og 22. august havde været ”ubudne gæster” i hendes kælderrum, hvorfra der var fjernet værdier for flere tusinde kroner – blandt tyvekosterne var sko, møbler og udstyr til bil, bl.a. fælge med dæk. En hundepatrulje fra Nordjyllands Politi kunne ved gerningsstedsundersøgelsen konstatere, at gerningspersonen havde skaffet sig adgang til en bagtrappe i kvindens etageejendom via en ulåst bagdør. Herfra var gerningspersonen gået til kælderrummet og havde opbrudt tremmelågen af træ.

 

Ring til Nordjyllands Politi på 114, hvis du har set noget eller har andre oplysninger af relevans i indbrudssagerne.

 

Svindelforsøg – borgere vejledt af politiets servicecenter

For tiden oplever Nordjyllands Politi, at mange borgere ringer og oplyser, at de har været udsat for svindelforsøg. Modus hos svindlerne varierer – her er et udpluk af de seneste døgns anmeldelser.

Tirsdag den 22. august omkring kl. 14 fik en ældre kvinde fra Lørslev, 9800 Hjørring, et opkald fra en person, som påstod at ringe fra banken. Manden i telefonen påstod over for den ældre kvinde, at der var foretaget uberettigede køb med kvindens Mastercard. Den ældre kvinde gennemskuede svindlen og udleverede ingen oplysninger til manden.

 

Samme tirsdag kl. 16.36 modtog en ældre mand fra Hjørring en sms, angiveligt fra Region Nordjylland. Manden havde klikket på et link i sms’en og var endt på en hjemmeside, hvor han i god tro havde uploadet et indscannet billede af sit pas. Manden havde efterfølgende modtaget en falsk besked fra sin bank. Nordjyllands Politis servicecenter vejledte manden om at anmelde forholdet digitalt på politi.dk og noterede hændelsen.

En kvinde fra 9380 Vestbjerg anmeldte tirsdag den 22. august kl. 19.36, at hun via en lokal Facebook-gruppe for køb og salg var blevet narret af en kvindelig bruger med et engelsk/amerikansk navn, som angiveligt var bosat i Stockholm, Sverige. Denne udenlandske kvinde ville forære anmelder en hundehvalp, da hun ikke længere havde mulighed for at have hunden, fordi hun boede i bofællesskab, og naboen ikke brød sig om hunden – det var historien. Anmelder havde betalt 7.500 kroner for fly og transportbur mod løfte om at få de fleste penge retur, men fattede mistanke om svindel, da hun også blev opkrævet 7.000 kroner for certifikater og omregistrering. Nordjyllands Politis servicecenter vejledte kvinden fra Vestbjerg, så forholdet blev anmeldt.

En ældre mand fra Gærum, 9900 Frederikshavn, anmeldte onsdag den 23. august, at han tirsdag ved midnat havde modtaget en mail angiveligt fra PostNord vedrørende en pakke, son han skulle have bestilt fra udlandet. I mailen blev anmelder bedt om at indbetale et beløb til Told. Sagens person havde aldrig bestilt en pakke fra udlandet, og politiets servicecenter vejledte manden om at slette mailen, da den var et forsøg på svindel.

 
Onsdag den 23. august ringede en ung mand fra Nørresundby til politiets servicecenter for at oplyse, at han havde været udsat for spoofing – dvs. at mandens telefonnummer blev misbrugt af svindlere. Den unge mand havde gennem halvanden måneds tid ugentligt fået tre-fire henvendelser fra folk, der var blevet ringet op af mandens nummer. Mandens teleskab kunne bekræfte over for ham, at opkaldene ikke fremgik af hans opkaldsliste. Servicecenteret noterede oplysningerne efter mandens ønske og vejledte ham om at overveje nyt telefonnummer, hvis problemet fortsatte.

Onsdag den 23. august kl. 15.07 blev en kvinde fra Aalborg ringet op af en mand, der oplyste, at han hed Michael og ringede fra ”teknisk afdeling i banken”. Det anmeldte kvindens mand til Nordjyllands Politis servicecenter samme dag. Denne Michael forsøgte at få kvinden til at udlevere oplysninger, men det nægtede hun. Herefter blev telefonsamtalen afsluttet.

Også i Aalborg og også onsdag eftermiddag anmeldte en ung mand, at han havde modtaget et telefonopkald, hvor en mekanisk stemme på engelsk udgav sig for at være fra politiet. Nordjyllands Politis servicecenter bekræftede over for den unge anmelder, at opkaldet var et forsøg på svindel.

Onsdag den 23. august anmeldte en midaldrende kvinde fra Aalborg Øst, at hun dagen forinden havde modtaget en sms fra ”Region Nord” om ny post. Heri stod, at kvinden skulle logge ind på RN.login. Hun loggede ind og fik straks en sms med advarsler om mulig hacking. Kvinden modtog efterfølgende fem sms’er om ændringer på MitID. Hun forsøgte at ændre sin kode på MitID, hvilket ikke var muligt. Kvinden havde selv kontaktet support ved MitID og sin bank. Der var ingen tab på nuværende tidspunkt. Politiets servicecenter vejledte kvinden om at opsætte en kreditadvarsel på borger.dk og om at ringe til politiet igen, hvis hun oplevede tab.

Pas på dig selv. Læs om, hvordan du undgår, at kriminelle misbruger dine oplysninger:

https://politi.dk/oekonomisk-svindel-paa-nettet/forebyg-oekonomisk-svindel-paa-nettet/undgaa-misbrug-af-identitets-og-kortoplysninger 

 

Vesthimmerland: Ung mand afpresset – udsat for sextortion

Onsdag den 23. august anmeldte en ung mand fra Vesthimmerlands kommune til Nordjyllands Politis forebyggelsessektion i Frederikshavn, at han havde sendt et intimt billede til en kvinde, og at kvinden nu forlangte 3.000 kroner for ikke at dele billedet med andre. Politiet vejledte den unge mand om ikke at betale og om anmelde forholdet.

Sextortion er en form for afpresning, hvor gerningsmanden truer med at offentliggøre billeder, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation. Truer nogen dig med at offentligøre billeder af dig, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation, eller har de allerede gjort det, så anmeld det til politiet. Læs mere her:

https://politi.dk/digitale-seksualforbrydelser/forebyg-digitale-seksualforbrydelser/forebyg-sextortion 


Hirtshals: Påvirket bilist med frakendt førerret

Tirsdag den 22. august kl. 19.21 standsede en politipatrulje fra Hjørring en yngre, mandlig bilist, der kom kørende på Margrethevej, 9850 Hirtshals. Manden var frakendt førerretten, og patruljen kunne ved alkometertest konstatere, at manden også var alkoholpåvirket over det tilladte. Manden blev anholdt, visiteret og sigtet for begge forhold, hvorefter der rutinemæssigt blev udtaget en blodprøve som bevis i sagen. Manden erkendte forholdene, og han takkede ja, da betjentene tilbød ham at blive kontaktet af en kommunal misbrugsrådgiver.

 

Aars: Tyveri fra personbiler

En yngre kvinde fra Aars anmeldte onsdag morgen den 23. august, at der forudgående nat var blevet stjålet airpods, pung, kontanter og cigaretter fra hendes to biler, parkeret i Aars. Den ene bil havde stået ulåst hele natten – den anden havde været låst siden midnat. Der var ingen tegn på opbrud på nogen af bilerne.
 

Gandrup: Konstruktivt ændret knallert ved skole

Tirsdag den 22. august kl. 07.50 konstaterede Nordjyllands Politis forebyggelsessektion i Aalborg, at en ung knallertfører kørte til Gandrup Skole på en konstruktivt ændret lille knallert. Knallerten blev testet på rullefelt og var i stand til at køre minimum 62 km/t. Knallertens styreapparat var desuden i ulovlig stand. Den unge knallertfører blev sigtet for forholdene.

Tobberup: GPS-udstyr fjernet fra traktor

En mand fra Tobberup, 9500 Hobro, fik onsdag nat den 23. august stjålet sit GPS-udstyr fra en traktor. Traktoren var ulåst. Der blev sendt en beredskabspatrulje til stedet, som dog ikke umiddelbart fandt spor at gå efter.
 

Har du set noget mistænkeligt, så kontakt politiet på 114.

 

Frederikshavn: Butikstyv stjal øl

Onsdag morgen den 23. august blev en ung mand taget i at stjæle seks øl i et supermarked i Frederikshavn. En beredskabspatrulje fra Nordjyllands Politi kørte til stedet, og den unge mand blev sigtet for forholdet.

Frederikshavn: Motorcyklist påvirket af cannabis

En lokal beredskabspatrulje standsede onsdag den 23. august kl. 9.27 en mandlig motorcyklist ved Rimmens Gade i Frederikshavn. Patruljen kunne konstatere, at motorcyklisten var påvirket af cannabis, hvilket han testede positiv for. Desuden var manden frakendt førerretten. Han blev sigtet for begge forhold og anholdt.  

Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille:

  • Du får frakendt dit kørekort ubetinget i 3 år
  • Du får en bøde
  • Du skal gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik. Kurset varer samlet set 12 timer og koster 3.200 kr.

 

Aalborg: Butikstyve gik efter spiritus

Onsdag ved 18-tiden den 23. august kørte en beredskabspatrulje til et supermarked i Aalborg, da en 43-årig mand var tilbageholdt. Han havde taget to flasker spiritus og var gået forbi kasselinjen uden at betale. Manden erkendte forholdet og blev sigtet for tyveri. 

Omtrent samtidig blev en anden patrulje sendt til et andet supermarked i Aalborg, hvor to unge mænd var blevet taget i sammen at forsøge at stjæle champagne, vin og cognac til en værdi af knap 3.000 kroner. Betjentene sigtede mændene for holdene. Der var tale om to mænd bosiddende i Hanstholm. 

 

 

Følg Nordjyllands Politi på

 
@NjylPoliti

Facebook @NjylPoliti

Instagram @Politi

 

Abonnér på nyt fra politiet

Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner

 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi