En ny analyse viser, at Aalborg Kommunes ældre er særdeles godt tilfredse med den personlige pleje og praktiske hjælp, de modtager fra kommunens hjemmepleje og rengøringsenhed.
Analysefirmaet Megafon har på vegne af Aalborg Kommune spurgt 1.650 borgere, som modtager personlig pleje eller praktisk hjælp, hvor tilfredse de er med hjælpen. I alt er mere end otte ud af ti borgere tilfredse eller meget tilfredse med hjælp og pleje.
Analysens topscorer er tilfredsheden med hjælpernes respekt og omsorg for de mennesker, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje, skarpt forfulgt af gode relationer til de faste hjælpere, at borgernes specifikke behov tilgodeses, at den praktiske hjælp kommer til tiden og at hjælperne har været gode til at håndtere Corona-epidemien.
I analysen omfatter betegnelsen ”hjælpere” både social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere samt ufaglærte.
Respekt og omsorg helt i top
Stort set alle modtagere af praktisk hjælp og ni ud af ti modtagere af personlig pleje oplever, at deres faste hjælpere behandler dem med respekt og omsorg. Samtidig har ni ud af ti en god eller meget god relation til deres faste hjælper af personlig pleje og praktisk hjælp.
Også tilfredsheden med medarbejdernes faglige niveau er helt i top. Således oplever otte ud af ti, at de faste hjælpere med personlig pleje og praktisk hjælp er klædt på til at løse sine opgaver.
- Analysen viser, at vi overordnet set har en hjemmepleje og rengøring af meget høj kvalitet i Aalborg Kommune. Jeg hæfter mig særligt ved den meget høje tilfredshed med vores medarbejderes faglighed samt respekt og omsorg for de mennesker, vi er her for. Det er resultater, som vi bestemt kan være stolte af, siger rådmand Kristoffer Hjort Storm fra Senior og Omsorg.
Analysen viser også, at otte ud af ti har følt sig trygge eller meget trygge ved at modtage hjælp fra deres faste hjælpere under corona-epidemien.
Plads til forbedringer af faste hjælpere og kommunikation
Halvdelen af de adspurgte oplever at modtage personlig pleje af de samme hjælpere fra gang til gang. Til gengæld oplever over halvdelen, at de ikke får besked om afløsere på forhånd. Dog har størstedelen – otte ud af ti – ikke oplevet ændringer i deres aftale de seneste tre måneder.
Flere end syv ud af ti modtagere af praktisk hjælp oplever i høj grad at modtage hjælp af faste hjælpere. Til gengæld oplever knap en tredjedel, at de ikke får besked om afløsere på forhånd. Seks ud af ti har ikke oplevet ændringer af tidspunkt for deres aftale de seneste tre måneder.
- Vi ved, at faste hjælpere er vigtige. Det samme gælder besked om afløsere på forhånd. Analysen viser, at vi ikke til fulde lever op til vores egne målsætninger på de områder. Det er udfordringer, som vi skal arbejde med at finde løsninger på.
- Det er vi allerede i gang med – blandt andet via forsøg med faste tværfaglige teams i et område. Men overordnet set har vi en velfungerende hjemmepleje og rengøringsenhed af meget høj kvalitet, siger Kristoffer Hjort Storm.
Om brugertilfredshedsanalysen
Hjemmeplejen og Rengøringsenheden leverer praktisk hjælp og personlig pleje til knap 7.000 borgere i Aalborg Kommune. Brugertilfredshedsanalysen er gennemført som spørgeskemaundersøgelse blandt 1.650 modtagere af praktisk hjælp og personlig pleje samt uddybende telefoninterviews med tyve borgere.
Det er Megafon, som har gennemført analysen for Aalborg Kommune.
Analysen kan downloades her:
https://www.aalborg.dk/nyheder/alle-nyheder/stor-tilfredshed-med-aalborgs-hjemmepleje