Status efter fodboldkamp mellem AaB og Brøndby

Profilbillede
dato

Søndagens kamp mellem Brøndby og AaB blev afviklet i god ro og orden. Alle fans har nu forladt Aalborg Portland Park. Nordjyllands Politi har foretaget en enkelt anholdelse, i forbindelse med de mange tilskueres exit fra stadion.

Til trods for et tætpakket stadion, så formåede de mange tilskuere at holde den gode stemning på Aalborg Portland Park. Nordjyllands Politi har haft en god dialog med fodboldklubberne og de officielle fanklubber forud for kampen; søndag aften blev de gode intentioner indfriet.

 

 

En person anholdt for vold

Vicepolitiinspektør Sune Myrup har stået i spidsen for politiets indsats i forbindelse med kampen:

”Jeg synes dagens møde mellem AaB og Brøndby er forløbet rigtig godt, set fra et politimæssigt perspektiv. Vi har håndteret en smule skubberi mellem nogle parter og så kom der en voldsanmeldelse ind, da alle tilskuere ellers var godt i vej. 
Det er tale om en person fra Brøndbys fangruppe, som angiveligt har slået en tilfældig AaB-fan ned. En sådan adfærd accepterer vi naturligvis ikke, og flere betjente var hurtigt på stedet og fik anholdt og sigtet personen, som nu er indbragt til detentionen”, oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup.

 

Den anholdte bliver afhørt i løbet af aftenen, hvorefter det skal vurderes, hvorvidt den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af mandagen.

"Udover den ene anholdte har de øvrige mange tusinde fans opført sig eksemplarisk", fortæller Sune Myrup: "Det er vigtigt for os at holde god snor i sådan et arrangement her, for alle skal kunne tage til fodbold og få en god og tryg oplevelse. Det er også derfor vi er meget synlige i området, både før under og efter kampen.”

Vicepolitiinspektøren opsummerer kort: ”Fodbolden har været i højsædet og det takker vi for.”

 

 

Tak for i aften

De medrejsende fans fra Brøndby blev efter kampen guidet ud i deres busser, som var parkeret lige ved stadion. Derefter fik de følgeskab af politiets motorcykelbetjente, på vej ud af byen. 

Den taktik er helt bevidst, fortæller Sune Myrup:
”Vi har nogle helt fast koncepter for afviklingen af større arrangementer, herunder fodboldkampe. Når de respektive fangrupper forlader stadion, så ved vi af erfaring, at der kan opstå gnidninger, så her gør vi meget ud af at være synlige og få sagt pænt farvel.”

Nordjyllands Politi ønsker alle tilskuere en god og sikker tur hjem. 

Politiets indsats i forbindelse med fodboldkampen betragtes nu som afsluttet. 

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi