Med et ønske om at støtte lokalområdets ældre beboere, tilbyder SPAR Visse vareudbringning til dem, der har behov.
"Det gør mig glad, at jeg kan være med til at gøre en forskel, behovet er rigtigt stort," fortæller Jan Højer, købmand hos SPAR Visse.
SPAR Visse har valgt at bygge bro til de borgere i lokalområdet, der har svære betingelser, når det kommer til daglige indkøb. I en tid, hvor ældreplejen ikke længere inkluderer indkøbsture, har Jan taget sagen i egen hånd.
År tilbage var det ældreplejen eller familien tæt på, der tog sig af indkøb for de ældre. Dette er i dag desværre sparet væk for at kunne give mere tid til andre gøremål hos den enkelte borger, og derfor er SPAR Visse begyndt at udbringe varer til mange kunder, der af en eller anden grund ikke selv har mulighed for det.
Vareudbringnings-tjenesten er lige nu målrettet borgere i Gistrup, Visse, Nøvling, Skalborg, Aalborg SØ og omkring supersygehuset. Udover lokale initiativer har SPAR Visse også etableret et samarbejde med kommunen for at udvide hjælpen til dem, der har brug for det.
"Vi har gjort det super nemt," fortæller Jan. "For at få varer leveret skal man blot sende en e-mail til (jan.hoejer@spar.dk). Efter bestillingen pakker vi varerne til levering næste dag, og dermed kan vi sørge for, at kvaliteten er i højsædet. Varerne leveres i varevogn med køl. I starten var det mig selv, der kørte ud med varerne (idag tager jeg selv første tur til en ny kunde og hilser på personen/personerne), men efterhånden som vi har fået flere kunder, har vi en frisk ung fyr til det," fortæller Jan.
SPAR Visse leverer varerne til de enkelte borgere ca. én gang om ugen. Dette initiativ gør en betydelig forskel i mange ældres liv, da de derved sikres friske dagligvarer uden selv at skulle bekymre sig om transport.
Butikken leverer også varer til virksomheder, skoler og andre institutioner, så mulighederne er mange.
For mere information, eller for at blive en del af dette initiativ, kan interesserede skrive til Jan via e-mail.
Følg SPAR Visse på deres Facebookside eller besøg deres hjemmeside for at holde dig opdateret på dette og andre nyttige initiativer.