Røveri i Frederikshavn

Profilbillede
dato

Nordjyllands Politi modtog søndag aften, den 28. april 2024 klokken 22:45, en anmeldelse om et røveri begået mod en restauration i Lodsgade i Frederikshavn. To personer blev kort efter anholdt og skal senere i dag fremstilles i grundlovsforhør.

Restauranten var lukket, men indehaveren, en 33-årig mand, og en medarbejder på 17 år, sad i 
baglokalet, da fire maskerede gerningspersoner indfandt sig via bagdøren. 
De maskerede mænd affyrede peberspray mod ofrene, og de blev begge tildelt slag, mens gerningspersonerne forlangte penge. 

Gerningspersoner tog blandt andet noget beklædning, parfume, en mobiltelefon samt et mindre kontantbeløb, hvorefter de forsvandt fra stedet.

Nordjyllands Politi kunne kort efter anholde to personer i sagen – henholdsvis en 22-årig og en 23-årig mand, begge med bopæl i Aalborg
De to personer fremstilles i dag kl. 14:00 i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, sigtet for røveri og kvalificeret vold. 

Efterforskningsleder Peter Skovbak siger om hændelsen: 
”Det har været en rigtig voldsom oplevelse for de to ofre, der er blevet overrumplet på deres arbejdsplads i de sene aftentimer. Vi kunne heldigvis anholde to mistænkte ganske kort efter, men de to øvrige personer er vi på udkig efter. Vi opfordrer til, at de melder sig selv hurtigst muligt.”

Har du oplysninger i forhold til røveriet i Frederikshavn søndag aften, så ring til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Der vil, af hensyn til den videre efterforskning, blive anmodet om lukkede døre ved retsmødet, og der ikke kan oplyses mere om sagen på nuværende tidspunkt.

 

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi