Vil du stå i spidsen for implementeringen af ServiceNow på tværs af Fællesservice på Aalborg Universitet og sikre, at platformen ikke blot implementeres, men også skaber reel organisatorisk værdi?
IT Services (ITS) søger en erfaren projektleder med stærk forståelse for platformimplementering og organisatorisk forankring. Du får en central rolle i et strategisk vigtigt initiativ, hvor ServiceNow skal understøtte mere sammenhængende, effektive og standardiserede arbejdsgange på tværs af Fællesservice. Stillingen er en fuldtidsstilling med start den 1. november eller snarest herefter.
Dine arbejdsopgaver
Som projektleder får du det overordnede ansvar for at drive implementeringen af ServiceNow fra planlægning til forankret drift. Opgaven kræver, at du kan balancere tekniske muligheder med organisatoriske behov og sikre, at løsningen bliver taget i brug og skaber værdi i praksis.
Du vil arbejde tæt sammen med både IT, forretning og ledelse og fungere som bindeled mellem udvikling, governance og organisatorisk implementering. Det indbefatter at:
- lede den samlede implementering af ServiceNow på tværs af Fællesservice
- sikre fremdrift, kvalitet og sammenhæng mellem leverancer, organisation og governance
- drive standardisering og redesign af arbejdsgange med afsæt i platformens muligheder
- sikre organisatorisk forankring, herunder implementering i drift og brugeradoption
- facilitere dialog og beslutninger i komplekse interessentlandskaber
- arbejde tæt med styregruppe og ledelse om prioriteringer, scope og gevinstrealisering
- etablere klare rammer for samarbejde mellem udviklere, brugere og forretning
Dine kompetencer
Vi lægger vægt på, at du har solid erfaring med projektledelse af implementering og forvaltning af ServiceNow eller tilsvarende platforme. Du har dokumenterede kompetencer i at omsætte tekniske muligheder til organisatorisk værdi, herunder at sikre forankring, brugeradoption samt løbende styring, prioritering og koordinering af platformens udviklingsaktiviteter.
Du kommunikerer klart på både dansk og engelsk og kan formidle komplekse problemstillinger mundtligt og skriftligt til forskellige målgrupper samt oversætte komplekse sammenhænge til beslutningsgrundlag. Du arbejder selvstændigt, tager initiativ og bevarer overblikket, også når du har flere projekter i gang. Både klassisk og agil projektledelse er en naturlig del af din værktøjskasse, og du har dokumenteret evne til at sikre, at digitale løsninger bliver taget i brug og skaber værdi. Du navigerer sikkert i krydsfeltet mellem IT, processer og organisation, har erfaring med governance, styregrupper og interessenthåndtering på flere niveauer og arbejder struktureret med fremdrift, risici og kvalitet - samtidig med at du formår at håndtere forandring.
Hvem er vi
Vi tilbyder en uformel og social arbejdsplads med fokus på både faglig og personlig udvikling. Du får mulighed for at arbejde med strategiske digitaliseringsprojekter på tværs af universitetets kerneområder og indgå i et stærkt PMO- og digitaliseringsteam i ITS’ nyetablerede stabsenhed, hvor sparring og samarbejde med dygtige kollegaer er en naturlig del af hverdagen.
Arbejdsugen er fleksibel, og der er mulighed for hjemmearbejde.
Organisatorisk hører stillingen til i afdelingen Stab og Forretningsstøtte i AAU IT Services (ITS). I ITS er der ca. 170 medarbejdere. Du kan læse mere om AAU her og ITS her.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
- CV
- Eksamensbevis
- Evt. relevante bilag
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte stabschef Sebastian Munch Larsen på 22980001 eller via mail på smla@its.aau.dk. Første samtale forventes afholdt i uge 34. Arbejdssted vil være på Fredrik Bajers Vej 1, 9220 Aalborg Øst.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Universitet, Fredrik Bajers Vej, 9220 Aalborg Øst
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/4d9ae807-5f24-494f-859e-5be766572c82