Populært fodgængerfelt forsvundet

Profilbillede
dato

Fodgængerfeltet fra Boulevarden og til Nytorv er væk. Byrenoveringen i området på Østerågade med henblik på at skabe et mere attraktivt område for især bløde trafikanter udfordrer de borgere, der har benyttet fodgængerfeltet i flere årtier.

I årtier har både fodgængere, folk med barnevogne og ikke mindst cyklister benyttet fodgængerfeltet på Østerågade, når turen gik fra Boulevarden til Nytorv, men fodgængerfeltet er simpelthen forsvundet.

Det er en del af den renovering, der har stået på det forgangne år med byplanlægningen og omstrukturering af Aalborg midtby for netop at gøre området mere attraktivt for især de bløde trafikanter. Disse må dog nu sande, at det nyistandsatte område kan give grund til forvirring.

Det omtalte fodgængerfelt plejede at være ved Burger King. Og med sin forsvinden har det for nogle borgere givet en del forvirring omkring, hvordan der skal færdes.

Forvirring hos både busser, cyklister og fodgængere

Beslutningen om at fjerne det populære fodgængerfelt er truffet på den baggrund, at et fodgængerfelt uden lys gør det mere usikkert for de bløde trafikanter. 

Nu må gangere altså vente på, at der ikke er tværgående trafik, før de selv krydser vejen. En vane, som mange måske lige skal vænne sig til, da fodgængerfeltet har ligget der i flere årtier.

Ikke kun hos de bløde trafikanter kan det give anledning til forvirring. Også buschauffører, der måske tidligere har kørt ruten og har for vane at holde netop der, for at tage hensyn, skal vænne sig til et nyt og renoveret område.

Vil du have et fodgængerfelt, så må du altså tage turen til Algade, der må siges at være lidt af en omvej.

Kilde: Redaktionen