Politiets status på fodboldkampen AaB-FCM

dato

Nordjyllands Politi melder, at optakten til dagens superligakamp i Aalborg forløb fredeligt. Efter kampen valgte en mindre gruppe dog at kaste sten mod politiet.

FC Midtjylland sejrede i forårssolen i Aalborg i dag, og det samme gjorde den gode stemning – delvist, i hvert fald.

 

”Optakten til kampen forløb politimæssigt set, som vi havde sigtet mod. Udgangspunktet for vores indsats har været dialog, og vores betjente har været tilstede hele dagen i Aalborgs gader og ved stadion, hvor de har arbejdet for at skabe tryghed og gode rammer i dag for fans fra begge lejre og byens øvrige borgere,” indleder vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi, som stod i spidsen for politiets indsats denne søndag.

 

Fire personer anholdt efter stenkast

Da slutfløjtet lød – med resultatet 1-4 og således en sejr til udeholdet – var busser klar uden for stadion til at transportere mange af de udenbys fans hjem. Og langt de fleste fans fra begge klubber forlod stadion i god ro og orden. Men en mindre gruppe havde andre tanker:

 

”En mindre gruppe tilskuere forlod stadion kort før kampens afslutning og søgte mod Schleppegrellsgade. Her valgte enkelte maskerede personer at kaste sten i retning af uniformeret politi. Det er selvsagt uacceptabel adfærd, og vi anholdt i den forbindelse fire personer, som bliver sigtet for forholdet,” fortæller Kenneth Ginnerup.

 

Der er ingen meldinger om ramte eller tilskadekomne betjente i relation til episoden.

 

Sammenfattende siger vicepolitiinspektøren om kampen og dagens politiindsats:

 

”Det sportslige har været det altovervejende omdrejningspunkt for langt de fleste fans. Derfor er det også ærgerligt, at nogle få personer vælger at søge konfrontationen. Men det er mit indtryk, at flertallet af tilskuerne i dag har haft en tryg oplevelse ved fodboldkampen i dag,” sammenfatter Kenneth Ginnerup.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi

Seneste på facebook