Status fra Nordjyllands Politi på karnevalsoptoget i Aalborg er, at både stemning og opførsel er i top.
De mange tusinde deltagere bevæger sig stille og roligt frem mod Kildeparken, hvor karnevalsfesten fortsætter dagen igennem. Alle tre optog er i gang og politiet er både med i selve optoget og på sidelinjen.”Vores opgave derude er at være synlige, skabe tryghed og indbyde til dialog. Vi kan se, at der er rigtig mange mennesker med i år, så vi forventer, at bagenden af optoget først er sent inde ved Kildeparken. Indtil videre går det planmæssigt frem, og vi har kun ganske få gange måtte gribe ind over for nogle småforseelser – vi har ingen anmeldelser om noget endnu. Vi har dog registreret flere, der kravler op i lygtepæle, på tage og vogne. Med de promiller, der findes derude i dag, ser vi helst, at folk holder jordforbindelsen – for deres egen sikkerheds skyld.” – siger den ansvarlige for politiets indsats under karneval, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Alt i alt forløber optogene og selve karnevallet planmæssigt.
Nordjyllands Politi opfordrer alle til at følge politiets anvisninger i Aalborg midtby.
Pressekontakt
Politiets kommandostation (KSN) pressetelefon (+45) 4022 1240
Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland - Jan Lindberg (+45) 4059 7441