<br>AaB er tilbage i superligaen og møder Brøndby på Aalborg Portland Park søndag aften. Der bliver fuldt hus på lægterne med forventningsfulde fans fra begge hold – betjente fra Nordjyllands Politi følger også begivenheden tæt. <br><br>
Det er store følelser der er i spil sammen med fodbolden i dag, når AaB spiller en af de første store kampe, efter at være kommet retur i superligaen.
Leder af politiets indsats, vicepolitiinspektør Sune Myrup, siger om dagens kamp:
”Den seneste tid har der været eksempler på, at ikke alle fans udelukkende tager på stadion for at se fodbold. Det er vi naturligvis opmærksomme på; dagens kamp er klassificeret som en kategori 3 kamp, altså en højrisikokamp. Derfor er vi årvågne og har også taget vores forholdsregler. Når det er sagt, så har optakten indtil videre været rolig og der har været en rigtig god stemning, som vi håber fortsætter dagen ud.”
Vicepolitinspektøren fortæller om politiets tilstedeværelse:
Vi er tilstede og synlige i Aalborg by både før, under og efter kampen. Man vil måske særligt bemærke vores dialogbetjente, som bærer gule veste.
Vi vil gøre vores for, at alle får en god oplevelse i forbindelse med dagens fodboldkamp på Aalborg Portland Park”, understreger Sune Myrup.
Nordjyllands Politi ønsker alle en tryg, god og festlig fodboldoplevelse på stadion.