En borger fandt sin stjålne knallert i en baggård i Aalborg – og det førte politiet på sporet af en større samling af formodet stjålne cykler. Nordjyllands Politi leder nu efter de rette ejere og gerningssteder.
Da en borger den 21. august fandt sin stjålne knallert i en baggård i det centrale Aalborg, kontaktede han politiet, som skulle bistå med at få knallerten udleveret.
På stedet traf betjentene fra Nordjyllands Politi flere vidner, som fortalte, at en gruppe personer ofte kom i baggården, hvor de blandt andet reparerede og skilte cykler ad. Vidnerne havde desuden observeret hyppig færden til og fra en opgang på adressen.
Oplysningerne førte til, at politiet ransagede et skur på stedet. Her fandt politiet den omtalte knallert samt 18 cykler, herunder el-mountainbikes, racercykler og diverse andre cykler.
Knallerten blev udleveret til den rette ejer, mens de 18 cykler blev beslaglagt med henblik på den videre efterforskning.
En person blev samme dag sigtet i sagen. På grund af omfanget og værdien af de formodet stjålne cykler blev den sigtede varetægtsfængslet frem til den 14. september 2026.
Politiet søger ejere og gerningssteder
Efterforskningen er fortsat i gang. Politiet arbejder blandt andet på at finde frem til de konkrete gerningssteder, hvor cyklerne er blevet stjålet, fastlægge deres værdi og afdække, om der er flere personer involveret i sagen.
Politikommissær Ulf Munch Sørensen fra Operativ Specialefterforskning fortæller:
”Vi har nu et stort antal cykler, som vi skal have koblet til de rette ejere – og til de gerningssteder, hvor de er blevet stjålet. Derfor har vi brug for, at folk kigger billederne igennem og melder ind, hvis de genkender noget. Det gælder også, selv om sagen kun er anmeldt til forsikringsselskabet – eller allerede er afsluttet.”
Politikommissæren roser samtidig de borgere, der har bidraget med oplysninger i sagen:
”Mange og brugbare oplysninger gjorde, at vi hurtigt kunne skride til anholdelse. Generelt vil jeg sige, at hvis man oplever usædvanlig eller meget færden på en adresse, eller en stor omsætning af ting og sager, så hører vi gerne om det.”
Kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis du genkender en cykel. Hav gerne stelnummer eller særlige kendetegn på cyklen klar. Eventuelt også foto og oplysninger om mærke/model.