Politi og kommune vil bryde fødekæden til det kriminelle miljø i Aalborg Kommune

Profilbillede
dato

<br> Det skal være sværere at rekruttere unge til de kriminelle miljøer. Sammen vil kommune og politi gå tættere på de unge, der er inde i kriminelle netværk, og endelig skal det være lettere for de unge at komme ud af kriminalitet.<br>

Den seneste tids eksempler på alvorlige hændelser med knivstikkerier, skyderier og voldelige overfald i Aalborgs Midtby og i Aalborgs natteliv får nu Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi til i fællesskab at skærpe indsatsen for at gøre det vanskeligere at rekruttere til det kriminelle miljø og få flere unge til at fravælge en kriminel løbebane.
 
"Vi ser desværre tit, at det er de unge, der bliver skubbet foran af de forhærdede kriminelle ud i at begå disse ting. Så nu prioriterer vi i fællesskab yderligere ressourcer til at få fat i disse unge, og give dem alternativer til de kriminelle miljøer," udtaler rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og Velfærd, Aalborg Kommune.
 
Sammen med Nordjyllands Politi skruer man derfor op for indsatsen inden for rammerne af det eksisterende Tryg Aalborg-samarbejde.
 
Så øger politi og kommune vidensdelingen med det mål sammen hurtigere og mere præcist at få taget kontakt til de unge, der er i "fødekæden" til egentlige kriminelle grupperinger.
 
"Vi skruer i politiet op for det opsøgende arbejde. Det betyder, at vores forebyggelsesbetjente vil være mere synlige i det offentlige rum. Her vil de søge kontakten til de unge, som de ser i gadebilledet," siger politiinspektør Claus Danø fra Nordjyllands Politi, der tilføjer, at man gør dette for at skabe relationer samt en dialog om, hvad konsekvenserne kan være ved at involvere sig i den aktuelle konflikt:
 
"Det er det lange seje træk, der i denne forbindelse virker, og det er derfor, at vi nu skalerer op, også på denne indsats."
 

Taskforce - nyt dagligt operationelt samarbejde

Der bliver nu nedsat en fælles Taskforce med ledere og medarbejdere på tværs af de to myndigheder. Gruppen indhenter hvert døgn information fra politiet og kommunens indsatser, der kan skabe et opdateret situationsbillede.
 
Samarbejdet har til hensigt at sikre en hurtig og koordineret forebyggende indsats v. pludselig opståede hændelser, samt målrette den forebyggende indsats mod børn og unge i alderen 14-25 år med relationer til kriminelle grupperinger.
 
Endelig vil det gøre det muligt at kortlægge motiverne for konflikten, så myndighederne kan være på forkant med nye sammenstød.
 

Fælles ledergruppe skal sikre fremdrift

Bag Taskforcen etableres en fælles ledergruppe, der afholder møder 1-2 dage om ugen. Her vil der være repræsentanter fra Familiegrupperne, Nordjyllands Politi, Center for Dag og Døgntilbud, Job- og Uddannelsesafdelingen, Børne- og Familieafdelingen samt Center for Tværfaglig Forebyggelse.
 
Task Force skal dels dele viden om den aktuelle tilstand, dels træffe de nødvendige strategiske beslutninger på oplyst grundlag. Udover dette drøftes evt. nye nødvendige tiltag.
 
Gruppen vil også inden for rammerne af lovgivningen dele viden om de konkrete børn og unge, der begår alvorlig, personfarlig eller gentagende kriminalitet. Således, at der hurtigt kan træffes de nødvendige beslutninger om indsats i forhold til den enkelte unge.
 
Hurtig kontakt til de unge, der er i "fødekæden".
Knock Knock-strategien bygger på, at unge med relationer, der gør, at de er i "fødekæden" til egentlige kriminelle grupperinger, opsøges med kort varsel sammen med Aalborg Kommunes medarbejdere og andre relevante samarbejdspartnere. Dette for at sikre, at bekymring om kriminalitet deles med forældre og andre relevante samarbejdspartnere. Det er også unge, der allerede er set skabe utryghed i bybilledet med personfarlig og gentagen kriminalitet.
 
Målet er at få kontakt til de unge og aktivere dem i andre indsatser i forhold til fritid, beskæftigelse og uddannelse som en vej til at komme væk fra kriminalitetsnetværket.

 

Ingen quick-fix løsning

Både Nordjyllands Politi og Aalborg Kommune understreger at de to ovennævnte initiativer kun skal ses som en del af løsningen. Alle de eksisterende løsninger er tænkt ind som en del af indsatsen.
 
"Vi ønsker at øge vores fælles reaktionsevne, så konflikten kommer væk fra det offentlige rum. Det handler jo også om, at almindelige borgere skal kunne føle sig trygge. Derudover arbejder vi over en bred front på at forebygge de mønstre og årsager, der fører til at der opstår de her grupperinger," udtaler rådmand Nuuradiin S. Hussein.
 
Ud over ovennævnte igangsættes yderligere udvidede samarbejder og på ugentlig basis mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands politi, Unge Kriminalforsorgen, Rusmiddelcenter, UngAuc og boligorganisationerne. Dette sker bilateralt.


Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi