Et udvalg af erhvervsdrivende påtænker overdækning af Jomfru Ane Gade i Aalborg. Tiltaget skal lokke flere gæster til i alle aldre og ikke mindst til de mange restauranter i dagtimerne. Idéen er dog stadig på tegnebrættet.
Ejerne og lejere af restaurationer og barer i Gaden i Aalborg vil tilbage til fordums tid, hvor den populære gade summede af liv fra formiddag til de sene nattetimer.
De er derfor gået sammen for at danne et udvalg, der skal se på muligheden for at lukke Gaden mere af med en overdækning, så ophold bliver mere fristende for folk i alle aldre. Der er planer om tiltag for ca. 40 mio. kr.
Gaden skal være for alle
Der er mange gode grunde til at arbejde videre med et sådant tiltag. Her er ikke alene fokus på Gaden som et sted de unge drikker, men også steder, hvor du tager hen midt på dagen for at få et lækkert måltid.
Initiativet stiler også efter at få besat flere af de tomme lokaler, der desværre også er at finde i Gaden disse dage. Ved at få mere gang i Gaden, også i dagtimerne, så vil en overdækning være med til at gøre de 300 meter langt mere indbydende. Overdækket skal også kunne slås fra ved solrige dage.
Et glasoverdække skal således være med til at trække andre generationer til end de helt unge. Gaden skal være stedet, hvor du kan færdes til hygge, spisning, fest og nærvær for alle aldre – uanset vejret.