Nordjyllands Politi har siden anmeldelsen sent i går aftes, den 3. maj 2023, vedr. skudafgivelse på Fridtjof Nansens Vej i Aalborg efterforsket intenst i sagen. I forbindelse med hændelsen pådrog en 21-årig mand sig alvorlige, men dog ikke livstruende, kvæstelser. Politiet er fortsat massivt til stede i området omkring gerningsstedet. Politiet vurderer, at der er tale om et internt opgør i kriminelt miljø. Alle oplysninger skal gå til politiet på telefon 114.
Sådan lyder opsummeringen fra efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, politikommissær Carsten Straszek.
Politikommissæren oplyser, at politiets patruljer – da de kom frem til stedet kort efter anmeldelsen – fandt en person, den 21-årige mand, der var kvæstet som følge af vold og knivstik, dog ikke skud. Manden er behandlet på sygehus, og han er uden for livsfare.
Synligt politi resten af dagen
Politiets efterfølgende efterforskningsskridt i sagen har vist, at der i nærheden af gerningsstedet var afskudte patronhylstre, og det er således politiets formodning, at der har været afgivet skud i forbindelse med episoden.
”Vi kan ikke gå nærmere ind i omstændighederne omkring mulig skudafgivelse på stedet, da det er en del af vores igangværende efterforskning,” siger Carsten Straszek, der dog understreger, at der efter politiets formodning er tale om et internt opgør begået i et kriminelt miljø.
Han oplyser, at politiet som følge af det massive efterforskningsarbejde kommer til at opholde sig i området omkring gerningsstedet resten af dagen.
”Vi har et stort arbejde foran os: med afhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og lang række andre efterforskningsskridt. Vi skal have belyst præcist, hvad der er sket før, under og efter.”
Gode spor i sagen
Politiet har derfor heller ikke i øjeblikket nogen konkrete mistænkte i sagen.
”Men vi har gode spor at gå efter. Mere kan jeg dog ikke udtale mig på stående fod. Af hensynet til efterforskningen.”
Alle oplysninger i sagen skal gå til politiet på telefon 114.