Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirket bilist
Onsdag aften kl. 2104 blev der standset en personbil på Jernbanegade i Sindal. Patruljen kontaktede føreren og kunne med det samme se, at han var påvirket. Han blev narkotestet og den gav udslag for amfetamin. Ved den efterfølgende visitation og ransagning af køretøjet, blev der fundet 10 gram amfetamin i en pose. Føreren blev anholdt og der blev udtaget en blodprøve. Han kan nu se frem til bøde for kørsel i narkopåvirket tilstand og besiddelse af narko.
Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer
Jomfru Ane Gade i
Aalborg er så småt vækket til live igen. Dette er naturligvis heller ikke gået politiets næse forbi. I går aftes ved 22-tiden kunne en patrulje i gaden på et af værtshusene snuse sig frem til, at en gæst havde narko i lommen. Han blev visiteret og fundet i besiddelse af kokain. Han kan se frem til en bøde for forholdet og muligheden for at finde andre steder at more sig fremover.
Spirituskørsel
Onsdag aften kort før kl. 2000 var der en anmelder der kontaktede politiet. Han holdt på Vestre Alle ved COOP's parkeringsplads. Her havde den årvågne anmelder tilbageholdt en fører af anden personbil. Denne fører var så beruset at anmelderen vurderede, at han ikke lovligt kunne køre i den bil han ønskede. Patruljen var hurtigt fremme og kunne bekræfte anmelderens vurdering. Føreren blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve med henblik på endelig fastsættelse af promillen.