Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Mistænkelig pakke
Onsdag aften kl. 1921 modtog politiet anmeldelse om, at der på en parkeringsplads på Nyhavnsgade i
Aalborg var fundet en ”mistænkelig” pakke. Anmelderen oplyste, at pakken var helt pakket ind i gaffa tape. Anmelderen var selv kørt fra stedet. En af politiets hundepatruljer blev sendt til stedet, og kunne heldigvis hurtig konstatere, at pakken var efterladt åben og, at den udelukkende indeholdt affald.
Narkopåvirket bilist
Onsdag eftermiddag kl. 1550 bemærkede en patrulje, en personbil, der kørte ad Kochsgade i Hjørring. Patruljen besluttede sig for at lave en rutinemæssig kontrol af køretøjet og føreren. Det viste sig hurtigt at det var en god ide. Føreren blev testet for narko, og testen viste, at han have spor af cannabis i blodet. Han blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve som bevis i sagen.
Besiddelse af hash
Onsdag eftermiddag var den gal i Hjørring igen. Denne gang på Tørholmsvej. En patrulje traf en person, der udviste så mistænkelig adfærd, at han blev visiteret. Ved visitationen blev han fundet i besiddelse af hash til eget forbrug. Det er ikke lovligt,og hashen blev konfiskeret. Han kan nu se frem til en bøde for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Indbrud i værksted
I perioden fra mandag eftermiddag til onsdag kl. 1200 blev der lavet indbrud i et værksted på Oppelstrupvej i Gistrup. Gerningsmanden var formentlig kommet ind via en ulåst dør. Fra værkstedet blev der stjålet golfkøller om en boremaskine. Der blev umiddelbart ikke fundet spor af gerningsmanden.