Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Hærværk
I perioden fra mandag eftermiddag kl. 1700 og indtil tirsdag morgen, blev der lavet hærværk på to gravemaskiner og en tromle på en byggeplads på Hurupvej i Solbjerg i Rebild kommune. Ukendte gerningsmænd havde knust ruderne i de nævnte maskiner. Ruderne var knust med en sten, der var kastet igennem ruden. Ud over at have knust ruderne på køretøjerne, var der blevet tømt en pulverslukker ud over dem. Skaderne beløber sig til 40.000,- kr.
Indbrud i sommerhus
Mandag middag blev det konstateret, at der havde været lavet indbrud i et sommerhus på Kattegatvej i Koldkær ved Hals. Gerningsmanden havde knust en rude i stuen og derigennem skaffet sig adgang til sommerhuset. Der var bl.a. stjålet Wegner spisebordsstole ved indbruddet. Der er endnu ikke fuldt overblik over, hvad der blev stjålet ved indbruddet.
Brand i container
Natten til tirsdag kl. 0310 blev der via 112 anmeldt, at der var ild i en container fra Røde Kors. Containeren står på Doravej i
Aalborg. Brandvæsnet var hurtigt fremme og kunne slukke branden. Der var ingen spor af gerningsmanden.