Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirket bilist
Natten til tirsdag kl. 0024 blev der standset et køretøj på Hirtshalsmotorvejen ved Vrå. Det viste sig, at føreren af køretøjet i forvejen havde fået inddraget retten til at køre bil. Da politiet kontaktede ham, virkede han påvirket. En narkotest viste, at han var påvirket af opiater, amfetamin og cannabis (hash). Føreren havde tidligere kørt bil uden at have tingene i orden. Det betød, at bilen denne gang blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Han blev ligeledes sigtet for at køre bil, påvirket af narko. En blodprøve vil fastslå den endelige grad af påvirkethed.
Indbrud i lager
I perioden mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen blev der lavet indbrud i et lager på Østergade i Hirtshals. I lageret var der opmagasineret to personbiler. Sideruderne i begge biler var knust og bilerne var gennemrodede. Der er endnu ikke overblik over, hvad der blev stjålet ved indbruddet.
Passager i bil fundet i besiddelse af hash
Mandag aften kort før midnat blev der standset en bil på Løkkegade i
Aalborg. Føreren og passageren udviste mistænkelig adfærd, og patruljen besluttede sig for at ransage bilen. Der blev fundet en pose med en mindre mængde hash. Passageren i køretøjet vedkendte sig at være ejer af hashen. Den blev konfiskeret og han kan nu se frem til at modtage en bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.