Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Pressemeddelelse – Cyklister skabte farlige situationer: ignorerede rødt lys
Tidligere i dag, 27. januar 2021, var betjente fra Nordjyllands Politi på gaden i Aalborg for at kontrollere den cyklende morgentrafik. Det blev til en hel del sigtelser på kort tid.
Læs mere på politi.dk
Aalborg – anholdt spiritusbilist kørte langsomt på åben vej
Da en personbil kom kørende ad Badehusvej i Aalborg onsdag den 27. januar ved 02-tiden, vakte det mistanke hos to betjente fra Nordjyllands Politi. Fra deres patruljevogn kunne de nemlig se, at bilen kørte langsomt i forhold til gældende hastighedsgrænse.
Et tydeligt tegn på, at der var tale om en påvirket bilist.
Politiet signalerede derfor til bilen, at føreren skulle holde ind til siden. Derefter henvendte betjentene sig til føreren af bilen, som viste sig at være en 24-årig mand. Betjentenes mistanke blev hurtigt bekræftet – fra bilens kabine strømmede en lugt af spiritus ud. Ligeledes fra mandens mund.
En alkometertest viste dertil, at manden tilsyneladende havde indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, hjalp ham ind på bagsædet af patruljevognen – og kørte ham derefter til skadestuen med henblik på at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Sådan er du med til at forhindre spirituskørsel
- Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet og tag evt. bil/knallertnøglerne.
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
- Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.
Øster-Vrå – knallertfører sigtet for spirituskørsel
Spirituskørsel – dét blev en 32-årig mand sigtet og anholdt for i Øster-Vrå, da politiet standsede ham til kontrol på Hjørringvej tirsdag den 26. januar om eftermiddagen.
En kørende patrulje fra Nordjyllands Politi lagde først mærke til manden, da han kom kørende på sin trehjulede knallert. Her besluttede man sig for at udføre kontrol med føreren – ren rutine.
Det viste sig dog, at manden så ud til at være påvirket. Dette understregede en alkometertest; manden havde tilsyneladende indtaget spiritus i sådan en grad, at hans promille var klart over den lovlige grænse på 0,5.
Aalborg C – højlydt fest for åbne vinduer dæmpet af patrulje
Tirsdag den 26. januar ved midnatstid modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev spillet meget høj musik til gene for nabolaget på en adresse i Aalborg C. Derudover blev der ofte festet for åbne vinduer på adressen, så naboerne havde svært ved at undgå at blive ufrivillig del af festlighederne. Ifølge anmelder var der tale om et tilbagevendende problem, der gjorde, at naboerne sjældent kunne få sovet.
En ledig patrulje i området kørte derfor til adressen, hvor betjentene ville forsøge at tage en fornuftig snak med vedkommende, som holdt deres naboer vågne om natten med den høje musik. Her fik betjentene hurtigt kontakt til vedkommende, der stod til ansvar for festen. Det viste sig, at der var tale om et par beboere, som lyttede til høj musik i egen lejlighed. Efter en fornuftig dialog – med en dertilhørende formaning om at man skal huske at tænke på naboerne – skruede man ned for musikken.
Der faldt derefter ro på i området. Ej videre i sagen.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.