Nordjyllands Politi: Seneste nyt fra Aalborg - mandag den 21. juni

Profilbillede
dato

Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Investeringssvindlere snyder danskerne i stor stil


Siden september 2020 har svindlere snydt danskere for mere end 20 millioner kroner gennem såkaldt investeringssvindel, hvor man narres til at investere i kryptovaluta. Politiet advarer nu danskerne mod svindlen.

Læs mere på politi.dk

 

Dom: 29-årig mand fik 1 års ubetinget fængsel for hærværk mod jødisk kirkegård


En 29-årig mand er fredag den 18. juni 2021 blevet idømt en straf på 1 års ubetinget fængsel, da Retten i Aalborg fandt ham skyldig i at have begået hærværk mod den jødiske kirkegård i Aalborg.
Læs mere på politi.dk

 

Nibe – opmærksom borger anmeldte kraftigt slingrende spiritusbilist


”Han kører slingrende og farligt.”

Sådan lød anmeldelsen fredag den 18. juni ved 19-tiden, da Nordjyllands Politi modtog et opkald fra en borger om, at en bilist i øjeblikket kørte til fare for sine medtrafikanter på Gliben i Nibe. Anmelder havde kørt bag ved den bekymringsvækkende bil og set ham slingre kraftigt, hvorefter anmelder ringede 112.

En beredskabspatrulje i området rykkede på baggrund af anmeldelsen hurtigt ud efter den slingrende personbil, som man kort efter fik standset til kontrol. Ved hjælp af en alkometertest kunne betjentene konstatere, at der var tale om en kraftigt påvirket bilist.

Politiet sigtede og anholdt derved den anmeldte bilist – en 47-årig mand – for spirituskørsel, hvorefter man kørte ham til skadestuen for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.

Tak til den årvågne borger, som snarrådigt anmeldte den kraftigt slingrende bilist til politiet.

 

Sådan hjælper du os med at forhindre spirituskørsel

  • Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rettet og tag evt. bil/knallertnøglerne.
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114.

Læs mere på sikkertrafik.dk

 

Aalborg – narkopåvirket bilist anholdt


Nordjyllands Politi standsede fredag den 18. juni om formiddagen en bilist til kontrol på Øster Sundby Vej i Aalborg, hvor man instruerede vedkommende i at deltage i en narkometertest. Årsagen var, at bilisten vakte mistanke til påvirket kørsel, da han skiftevis var rolig og opfarende i sin opførsel.

Betjentenes mistanke viste sig at være på rette plads, da testen gav udslag for, at bilisten tilsyneladende havde indtaget både kokain og røget hash.

 

Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten – en 25-årig mand – for narkopåvirket kørsel. En blodprøve blev senere udtaget som bevismateriale i sagen.

 

Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp

Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.
Læs mere på politi.dk

 

Hobro – spirituspåvirket knallertfører anholdt


Spirituskørsel – dét blev en 64-årig knallertfører sigtet og anholdt for fredag den 18. juni om eftermiddagen, da politiet standsede ham til kontrol på Brogade i Hobro. Her instruerede man knallertføreren i at deltage i en alkometertest. En test, der gav udslag for, at føreren tilsyneladende havde indtaget alkohol i sådan et omfang, at hans promille var klart over den lovlige grænse på 0,5.

 

Aalborg – musik til ulempe holdt naboerne vågne


Lørdag den 19. juni ved 23-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev holdt fest på en adresse i Aalborg – desværre til gene for naboerne til adressen, som ikke kunne få lukket et øje på grund af den voldsomt høje musik. Det havde efter sigende ikke været muligt for anmelder at rette kontakt til adressens beboere.

En ledig beredskabspatrulje i nærheden kørte derfor forbi adressen for at tage en snak med vedkommende, der var ansvarlig for den forulempende musik. Her traf man den festansvarlige – en 49-årig mand – som politiet formanende om at skrue ned for musikken og huske, at man skal udvise hensyn til sine naboer. Den festansvarlige skruede derefter ned for musikken, hvorefter der faldt ro på i området. Ej videre i sagen.

 

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent

Det er forståeligt, at du fester. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

 

Er du selv udsat for musik til gene?

Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.

Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

 

Sæby – værktøj stjålet ved indbrud i bolig


Et indbrud fandt sted på Kildevej i Sæby mellem torsdag den 17. juni kl. 20:00 og fredag den 18. juni kl. 08:45, hvor en ukendt gerningsmand skaffede sig adgang til en bolig. Blandt de stjålne genstande var tre sømpistoler, to rundsave og to borhammere. Indbrudstyven forlod gerningsstedet ad hoveddøren til huset.

Har du set mistænkelig færden på Kildevej i Sæby? Kontakt politiet på tlf. 114.

 


Følg Nordjyllands Politi på:

Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi

Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi