Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Aalborg – 3 personer fremstilles efter slagsmål
Nordjyllands Politi har siden i går efterforsket intenst i det slagsmål, der skete i det centrale Aalborg i går eftermiddags, hvor seks personer efterfølgende blev anholdt af politiet.
Læs mere på politi.dk
Øster Brønderslev – formodet narkosælger anholdt
En patrulje fra Nordjyllands Politi standsede torsdag den 22. juli ved 22-tiden en bilist til kontrol på Øster Brønderslevvej i Øster Brønderslev, da ejeren af bilen både var frakendt førerretten til personbil og ikke havde erhvervet førerret til personbil.
Betjentene havde derfor til hensigt at undersøge, om ejeren kørte bilen.
Det viste sig, at det var ejeren – en 30-årig mand – som førte køretøjet. Betjentene fattede desuden mistanke til, at han var påvirket under kørslen. Man udførte derfor en alkometertest og en narkometertest. Desværre for bilisten gav begge test udslag – bilisten var tilsyneladende påvirket af både euforiserende stoffer og spiritus i sådan en grad, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. Narkometertesten gav desuden udslag for, at han havde indtaget THC og kokain forud for kørslen.
Betjentene fattede derfor mistanke til, at bilisten muligvis var i besiddelse af ulovlig narkotika. De ransagede derfor bilen og visiterede bilisten. I den forbindelse konfiskerede politiet i alt 3,79 gram skunk fra en plastikbeholder i bilens kabine, mens yderligere 58,19 gram skunk blev fundet i en pose i bagagerummet. Bevismateriale i bilen vidnede om besiddelse af ulovlig narkotika med henblik på salg.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for følgende:
- Narkopåvirket kørsel
- Spirituskørsel
- Kørsel i frakendelsestiden
- Kørsel uden førerret
- Salg af narkotika
Den sigtedes bil blev desuden beslaglagt med henblik på konfiskation, da der var tale om flergangskørsel uden førerret og i frakendelsestiden. En blodprøve blev senere udtaget som bevismateriale i sagen.
Hjørring – narkopåvirket bilist sigtet
Nordjyllands Politi standsede en bilist til kontrol på Frederikhavnsvej i Hjørring fredag den 23. juli om formiddagen.
Ren rutine.
Betjente henvendte sig i den forbindelse til føreren af bilen – en 29-årig mand. Til betjentenes overraskelse tilkendegav bilisten uopfordret, at han havde røget hash forud for kørslen, hvorfor en narkometertest formodentlig ville give udslag. Politiet ransagede derefter bilen grundet mistanke til besiddelse om ulovlig narkotika. Betjentene konfiskerede i den forbindelse 3,98 gram hash.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel samt besiddelse af ulovlig narkotika. Den sigtede erkendte forholdet. En blodprøve blev senere udtaget som bevismateriale i sagen.
Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.
Læs mere på politi.dk
Ålbæk – spiritusbilist anholdt
Torsdag den 22. juli ved 23-tiden standsede politiet en spiritusbilist til kontrol på Jerupvej i Ålbæk. Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede man føreren af bilen – en 23-årig kvinde – i at deltage i en alkometertest. Desværre for bilisten gav testen udslag for, at hendes promille var over den lovlige grænse på 0,5.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, hvorefter man udtog en blodprøve som bevismateriale i sagen. Blodprøven blev udtaget på stedet af en tilkaldt læge.
Vodskov – gruppe med soundboks nægtede at skrue ned
”Musikken fra deres soundboks meget høj. Og de nægter at skrue ned.”
Sådan lød anmeldelsen natten til fredag den 23. juli, da en gruppe festende mennesker i Vodskov spillede højlydt musik ved midnatstid – desværre til gene for naboerne. En ledig beredskabspatrulje i nærheden kørte til stedet, da gruppen havde nægtet at skrue ned efter anmodning fra naboerne.
Betjentene traf festens personer på stedet. Efter en fornuftig dialog og dertilhørende formaning om, at man skal huske at udvise hensyn til naboerne, skruede betjentene ned for musikken. Ej videre i sagen.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du fester. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn – både derhjemme og på offentlige arealer. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.
Skjold – lastbilchauffør mistænkt for at være beruset
Fredag den 23. juli om morgenen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en lastbilchauffør i Skjold virkede til at være beruset, da han bl.a. havde bakket ind i et gelænder. En ledig beredskabspatrulje i nærheden kørte derfor til stedet, hvor man udførte både en narkometertest og en alkometertest med den pågældende lastbilchauffør.
Hverken narkometertesten eller alkometertesten gav dog udslag, hvilket vidnede om, at der ikke var tale om en beruset fører. Betjentene genoptog derfor deres patruljering. Ej videre i sagen.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.