Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i villa
Natten til onsdag omkring klokken halv tre overraskede en anmelder to indbrudstyve, der var på vej ud af vinduet på en villa på Hørsholmvej i Klarup. De to gerningsmænd havde tændte lommelygter og flygtede til fods i retning mod Svinetruget. Gerningsstedsundersøgelsen viste, at de havde opbrudt et vindue til et badeværelse og ad vinduet skaffet sig adgang til villaen. Anmelderen kunne oplyse, at begge gerningsmændene var iført mørkt tøj og var maskerede.
Spirituskørsel
Onsdag nat kl. 0104, blev der standset en bil på Frederikshavnsmotorvej i sydlig retning. Patruljen fattede mistanke om spirituskørsel og deres mistanke viste sig at være god nok. Føreren blev alkotestet på stedet og hun havde en promille der var så høj, at hun ikke på lovlig vis kunne køre bil. Hun blev anholdt og der blev udtaget en blodprøve til endelig bestemmelse af promillen.
Narkopåvirket bilist
Tirsdag eftermiddag kl. 1728 bemærkede en årvågen patrulje en person i et køretøj på Hirtshalsmotorvej kørende mod nord ved Brønderslev. Føreren var kendt af politiet og han blev derfor standset til en rutinemæssig kontrol. Han blev testet positiv for kokain og var i øvrigt ikke i besiddelse af et kørekort og kunne derfor heller ikke lovligt køre bil.
Harmonikasammenstød
Tirsdag eftermiddag midt i myldretiden kl. 1557 skete der et harmonikasammenstød på Th. Sauersvej i
Aalborg. Der var 4 biler impliceret i sammenstødet. Der opstod udelukkende materiel skade på køretøjerne. Opfordring herfra til at være opmærksom og til at holde afstand.