Nordjyllands Politi: Nyt fra Aalborg - mandag den 21. september

dato

Aalborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Coronasmitte.dk – Coronavirus/covid-19 i Danmark


De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus/COVID-19 på coronasmitte.dk. Hvis du ikke finder svar på siden, kan du ringe til den myndighedsfælles hotline på: 7020 0233.
Læs mere på coronasmitte.dk

 

Nordjyllands Politi –Tidsbegrænset opholdsforbud i Jomfru Ane Gade og Jomfru Anes Gård i Aalborg


Nordjyllands Politi har for at forhindre spredning af cornavirus/covid-19 udstedt et midlertidigt og tidsbegrænset opholdsbud for Aalborgs festgade, Jomfru Ane Gade, gældende fra lørdag d. 19. september 2020 kl. 22.00. Samtidig skærper politiet indsatsen i restaurationsmiljøet i hele Nordjylland.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk

 

Hobro – påvirket knallertfører anholdt


En patruljevogn kom kørende ad Hostrupvej ud for Hobro lørdag den 19. september tidligt om morgenen.

Her observerede patruljen en knallertfører, som politiet besluttede sig for at udføre kontrol med.

Af rutinemæssige årsager instruerede betjentene knallertføreren, en 35-årig mand, i at deltage i en alkometertest. Grundet tidspunktet på dagen – meget tidligt om morgenen – var der nemlig sandsynlighed for, at manden var påvirket under kørsel.

Og ganske rigtigt: både en alkometertest og en narkometertest gav udslag. Manden havde tilsyneladende indtaget alkohol i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. Derudover viste narkometertesten, at manden også tilsyneladende var påvirket af cannabis.

Betjentene visiterede derfor manden grundet mistanke til besiddelse af stoffer – en mistanke, som også gav pote. Manden havde nemlig en klump hash i lommen, der blev kontrolvejet til 3,08 gram.

Politiet sigtede og anholdt derfor den 35-årige mand for spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt besiddelse af euforiserende stoffer.

Den 35-årige mand blev derefter taget med i patruljevognen – betjentene kørte ham nemlig til skadestuen med henblik på at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.

 

Hvad er straffen for spirituskørsel og/eller kørsel under påvirkning af stoffer?

Bliver du stoppet af politiet, vil du få følgende straf, hvis det er første gang, at du bliver taget for spirituskørsel:

Vi antager, at du tjener 30.000 kr. om måneden (brutto), og bliver taget med en promille på 0,93. Du får ca. 13.000 kr. i bøde. Du får også frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at du skal bestå en ny teori- og køreprøve inden for 6 måneder. Dumper du til en af prøverne, skal du aflevere kørekortet og får det først tilbage, når du har bestået begge prøver.

Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille. 

Du får frakendt dit kørekort i 3 år og får en bøde.

Både ved spritkørsel og kørsel med stoffer i blodet skal du desuden bestå en ny teori- og køreprøve og gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer og koster 3.200 kr.

Bliver du taget flere gange med ulovlige stoffer og/eller alkohol i blodet, stiger straffen.
Læs mere om straffen for spirituskørsel på sikkertrafik.dk
Læs mere om straffen for kørsel med stoffer i blodet på sikkertrafik.dk

 

Aalborg – narko- og spirituspåvirket bilist anholdt


Lørdag den 19. september ved 07-tiden kom en 43-årig bilist kørende ad Åparken i Aalborg.

En patruljevogn observerede her bilen – og betjentene besluttede sig for at udføre kontrol med føreren af bilen.

Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede politiet den 43-årige mand i at deltage i en alkometertest og en narkometertest. Begge test gav udslag: bilisten var tilsyneladende påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer.

Politiet sigtede og anholdt derfor den 43-årige mand for spirituskørsel og kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

Patruljen kørte derefter bilisten til skadestuen med henblik på at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.

Vebbestrup & Hadsund – patruljer dæmpede fester på legeplads og Torvet


Nordjyllands Politi dæmpede flere fester henover weekenden.

Natten til lørdag den 19. september modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en gruppe festede højlydt på en legeplads ved Stenmosevej i Vebbestrup.

Da festen var til gene for naboerne, sendte vagtcentralen en patrulje til stedet for at tage kontakt til festens personer.

Kort efter ankom patruljen til stedet. Her traf politiet en af de ansvarlige for festen – en 35-årig mand. En fornuftig dialog mellem betjentene og manden medførte, at man skruede ned for musikken.

Natteroen indtrådte derefter i området, og patruljen kørte videre.

En anden patrulje i Hadsund-området blev dog ligeledes taget i brug samme nat.

 

Nordjyllands Politi modtog nemlig endnu en anmeldelse om højlydt musik – denne gang fra Torvet i Hadsund. Efter sigende spillede en gruppe musik fra deres biler på Torvet.

Vagtcentralen dirigerede derfor en ledig patrulje til Torvet i Hadsund, hvor politiet traf den ansvarlige for festen – en 23-årig mand.

Betjentene formanede vedkommende, hvorefter han skruede ned for musikken.

Natteroen indtrådte derefter også på Torvet i Hadsund, og betjentene fortsatte deres patrulje.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent

Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til gene? 

Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.

Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 1-1-4. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

 


Følg Nordjyllands Politi på:

Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi

Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.

Kilde: Nordjyllands Politi