Nordjyllands Politi melder karnevalsklar i 2026

dato

<br>I dag den 23. maj summer Aalborgs gader igen af liv, farver og feststemning, når årets store karnevalsoptog samler tusindvis af deltagere og tilskuere i byen. Nordjyllands Politi er klar til at understøtte en tryg og sikker oplevelse for alle.

Aalborgs gader vil dagen igennem være fyldt med glade og udklædte karnevalsdeltagere, når optoget bevæger sig gennem byen. Nordjyllands Politi vil være massivt til stede omkring optogsruten, i Kildeparken og generelt i Aalborg midtby både dag, aften og nat.

 

”Vi ser frem til endnu en festlig dag i Aalborg, hvor vores vigtigste opgave bliver at sikre en synlig og tryghedsskabende politiindsats, så både deltagere, tilskuere og byens øvrige borgere får en god og sikker karnevalsoplevelse,” siger lederen af politiets indsats, vicepolitiinspektør Søren Pejtersen.

 

Karnevalsgæster vil møde Nordjyllands Politi i flere forskellige roller – blandt andet som dialogbetjente i gule veste, patruljer i almindelig politiuniform, civil samt betjente på både motorcykler og cykler. Politiet vil desuden være til stede ved Region Nordjyllands fremskudte skadestue ved Ansgars Kirke på Vesterbro tæt ved Kildeparken.

 

 

Følg politiets anvisninger og pas på hinanden

Vicepolitiinspektør Søren Pejtersen opfordrer alle deltagere til at følge politiets anvisninger og hjælpe med at passe på hinanden gennem dagen:
”Karneval handler om fællesskab, fest og gode oplevelser. Vi forventer en rigtig god stemning i hele byen, men vi vil samtidig opfordre alle til at huske omtanken – især i takt med at festen udvikler sig i løbet af dagen. Husk at drikke vand, holde øje med dine venner og trække dig fra situationer, hvis der opstår konflikter,” siger vicepolitiinspektøren.

Han understreger samtidig, at Nordjyllands Politi er klar til at gribe ind, hvis der mod forventning skulle opstå uroligheder eller episoder, der skaber utryghed.

 

Nordjyllands Politi ønsker alle deltagere og tilskuere et rigtig godt karneval 2026!

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi