Nordjyllands Politi tager nu et nyt operativt værktøj i brug som et led i den større indsats for at komme bandekonflikten i Aalborg til livs. Gældende fra 1. september 2025 kl. 16.00 opretter politiet tre visitationszoner i Aalborg.
Fredagens voldelige overfald i Steen Blichers Gade i Aalborg er blot ét af mange gennem længere tid. Det var ellers lykkedes Nordjyllands Politi og andre aktører at lægge en dæmper på bandemiljøet gennem nogen tid – men nu er konfliktniveauet atter for opadgående, fortæller politiet.
”Vi kan nu igen konstatere et opgør i midtbyen, hvor der bruges våben på åben gade. Det er særdeles utrygt for folk, der lever deres liv i byen. Og selv om vi gør alt, hvad vi kan for at forebygge rekruttering til banderne på den lange bane og for at efterforske de konkrete voldsepisoder, så mener vi, det er rigtigt at gribe til visitationszoner nu,” forklarer politiinspektør Sune Myrup, Nordjyllands Politi.
”– Vi skal det her til livs, og vi skal bruge de muligheder, vi har.”
Kan visitere uden mistankegrundlag
Normalt kan politiet ikke visitere borgere – altså undersøge, om man er i besiddelse af fx våben eller andre ulovlige effekter – med mindre politiet har en rimelig grund til mistanke. Inden for en visitationszone er der ikke noget krav om mistankegrundlag.
”Formålet med visitationszonerne er at lægge ekstra pres på banderne og skaffe os endnu bedre muligheder for at fratage dem deres våben og forhindre dem i at begå grov kriminalitet og udvise voldelig adfærd i det offentlige rum,” slår Sune Myrup fast.
Han understreger:
”– Den almindelige lovlydige borger i Aalborg er bestemt ikke målet for vores visitation. Så den mærkbare forandring for de fleste vil være mere synligt politi i disse områder – og en øget tryghed.”
Om visitationszonerne i Aalborg
I medfør af lov om politiets virksomhed § 6 kan politiet indføre visitationszoner, hvori politiet i en begrænset periode kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer.
Nordjyllands Politi opretter tre visitationszoner i Aalborg gældende fra 1. september 2025 kl. 16.00 og foreløbig frem til 1. oktober 2025 klokken 16.00. Skønner politiet det nødvendigt, vil det være muligt at forlænge perioden.
Visitationszonerne gælder 24 timer i døgnet i hele perioden.
Visitationszonerne er afgrænset således:
Visitationszone 1: Grønlands Torv
Mod nord: Th. Sauers Vej, Sohngårdsholmvej (omfattende Lønneparken, Egeparken og Kollegievej) samt Universitetsboulevarden
Mod syd: Byplanvej, Nordjyske Motorvej
Mod øst: Nordjyske Motorvej, Golfparken
Mod vest: Gugvej
>> Se kort over visitationszone 1 - Grønlands Torv
Visitationszone 2: Vangen
Mod nord: Vangen
Mod syd: Forbindelsesvejen
Mod øst: Løvbakken
Mod vest: Vikingevej
>> Se kort over visitationszone 2 - Vangen
Visitationszone 3: Aalborg midtby
Mod nord: Limfjorden
Mod syd: Østre Alle
Mod øst: Østre Alle inkl. Aalborg Universitetshospital Syd
Mod vest: Kong Christians Alle og Dannebrogsgade
Aalborg midtby" rel="noopener nofollow">>> Se kort over visitationszone 3 - Aalborg midtby
De nye visitationszoner i Aalborg kan også ses med kort på www.politi.dk/visitationszoner
De juridiske afgørelser, der ligger til grund for oprettelsen af visitationszonerne, kan ses på politi.dk:
- Afgørelse, visitationszone 1: Grønlands Torv
- Afgørelse, visitationszone 2: Vangen
- Aalborg midtby" rel="noopener nofollow">Afgørelse, visitationszone 3: Aalborg midtby
Pressens kontakt:
Politiinspektør Sune Myrup, Nordjyllands Politi, tlf. 4030 9359