Når tusindvis af festglade deltagere lørdag den 23. maj 2026 fylder Aalborgs gader til karneval, står Nordjyllands Politi klar med både synlig tilstedeværelse og en række målrettede indsatser for at sikre en tryg og god oplevelse for alle.
Årets karnevalstema er ”Uden dig – Ingen os”, og netop fællesskabet bliver et centralt fokuspunkt for politiets arbejde under arrangementet.
”Karnevallet er en særlig begivenhed i Nordjylland, hvor mennesker samles om fest, musik og fællesskab. Det kræver også, at alle tager medansvar for stemningen og den fælles sikkerhed, og det budskab passer rigtig godt til årets tema,” siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen fra Nordjyllands Politi.
Politiet er klar i hele byen
Politiet vil være til stede i hele Aalborg gennem hele dagen og aftenen – både i karnevalsområdet, i Kildeparken og omkring stationer, transportknudepunkter og natteliv.
Der indsættes både uniformerede patruljer i forskellige køretøjer, civile betjente samt færdselsbetjente, og politiet samarbejder tæt med Aalborg Kommune, beredskaberne, øvrige myndigheder samt arrangørerne.
”Vi har forberedt os grundigt, og vores opgave er først og fremmest at bidrage til, at folk får en god og tryg dag. Samtidig reagerer vi selvfølgelig hurtigt og konsekvent, hvis situationer udvikler sig utrygt eller ulovligt,” siger Søren Pejtersen.
Skærpet fokus på opioider og farlige stoffer
I år har Nordjyllands Politi et særligt fokus på opioider og andre euforiserende stoffer, som i stigende grad ses i nattelivet og ved større arrangementer. Politiet kommer derfor til at arbejde målrettet mod salg og besiddelse af ulovlige stoffer under karnevallet, ligesom der vil være ekstra opmærksomhed på personer, som får det dårligt som følge af rusmidler.
”Vi ser meget alvorligt på udviklingen omkring opioider. Selv små mængder kan have meget alvorlige konsekvenser, og vi opfordrer kraftigt til, at man holder sig fra stoffer og reagerer hurtigt, hvis nogen får det dårligt,” siger politiinspektøren.
Overvågning og droner indgår i indsatsen
Som en del af den samlede sikkerhedsindsats anvender Nordjyllands Politi midlertidig videoovervågning og droner i forbindelse med karnevallet.
Teknologien bruges blandt andet til at skabe overblik over menneskemængder, understøtte indsatsen ved akutte hændelser og bidrage til trygheden under arrangementet.
Læs mere om emnet her:
Midlertidig overvågning skal skabe tryghed under karnevallet
Mange glemmer værdigenstande
Mobiltelefoner, punge, nøgler og tasker hører hvert år til blandt de mest almindelige hittegodseffekter efter karnevallet.
Nordjyllands Politi opfordrer derfor deltagerne til at passe godt på deres ejendele, og gerne mærke værdigenstande med navn og telefonnummer, hvis muligt.
En idé, der tidligere har vist sig effektiv, er at ændre låseskærmen på sin telefon, så der står et telefonnummer, finder kan kontakte, hvis man skulle være så uheldig at miste telefonen.
Fundne effekter vil løbende blive indleveret til politiet.
Åbningstider for hittegods i forbindelse med karneval:
• Lørdag: kl. 7.00 - 23.00
• Søndag: kl. 7.00 - 23.00
• Mandag: Lukket pga. helligdag
• Tirsdag: Normal åbningstid fra kl. 8.00
Adresse og kontaktinfo:
Jyllandsgade 27
9000 Aalborg
Telefon: 114
E-mail: njyl@politi.dk
Trafikale forhold
Hvad angår de trafikale forhold, så henviser vi til Aalborg Kommune, der opdaterer om diverse vejspærringer og omkørsler.
Politiets råd til en god karnevalsdag
• Sørg for at spise og drikke vand i løbet af dagen. Der er vandposter langs hele ruten.
• Hold dig sammen med dine venner og aftal mødesteder på forhånd.
• Brug solidt fodtøj – der kan ligge glasskår på ruten
• Pas på dine værdigenstande i tætte menneskemængder.
• Respekter afspærringer og følg myndighedernes anvisninger.
• Reager, hvis nogen bliver alvorligt påvirkede eller får det dårligt. Der er førstehjælpsposter langs ruten, og en fremskudt skadestue ved Ansgars Kirken over for indgangen til Kildeparken.
• Planlæg hjemtransport, inden festen begynder.
”Karnevallet bliver bedst, når alle hjælper med at passe på hinanden. Vi glæder os til en festlig dag i Aalborg og håber, at folk vil nyde arrangementet med omtanke,” siger Søren Pejtersen.