Nattelivszonen i Aalborg begrænses nu

Profilbillede
dato

<br>Fra d. 1. juli 2022 begrænser Nordjyllands Politi omfanget af den nattelivszone, der trådte i kraft d. 4. november 2021 gældende for Aalborg midtby.

Det oplyser politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Ole Kristensen.

Denne nye begrænsede nattelivszone er nu snævret ind, så den fra d. 1. juli 2022 kun omfatter følgende område: 

Nordlig afgrænsning:
Fra Vesterbro nr. 121 mod vest ad Toldbodgade til Vesterå nr. 28C
Mod syd ad Vesterå til Ved Stranden
Mod øst ad Ved Stranden til Toldbod Plads, som også er omfattet
Østlig afgrænsning: 
Fra Toldbod Plads mod syd ad Lille Kongens Gade til Østerågade

Sydlig afgrænsning:
Fra krydset ved Østerågade mod vest ad Bispensgade
Mod syd ad Gravensgade til Vesterbro
Mod vest ad Vesterbro til Vesterbro nr. 87

Vestlig afgrænsning:
Fra Vesterbro ud for nr. 87 mod nord til Vesterbro nr. 121 De gader, fortove og pladser m.v., som er nævnt ovenfor (og markeret på kortet), er også omfattet af nattelivszonen. Dette gælder dog ikke Toldbodgade.
 
zone

Begrænset nattelivszone er tilstrækkelig

Politiinspektør Ole Kristesen forklarer om baggrunden for begrænsningen af nattelivszonen, at Nordjyllands Politi efter indførslen sidste år ville genbesøge grundlaget for beslutningen – når der var indløbet erfaringer hermed. Og der er ikke, efter politiets opfattelse, behov for den tidligere større nattelivszone.   

”Og det er vores vurdering, at denne nye begrænsede nattelivszone fortsat opfylder formålet: nemlig at forebygge kriminalitet og utryghed i Aalborgs natteliv. Derfor synes vi, at det er passende, at vi snævrer zonen ind, så den påvirker færrest mulige, men stadig opfylder sit formål med at sikre tryghed i nattelivet,” siger Ole Kristensen.

Nordjyllands Politi er i øvrigt fortsat offensivt til stede i nattelivet i Aalborg – både med uniformerede og civile patruljer.

”VI har stadig et stort fokus på nattelivet, og vi griber konsekvent ind, når det er nødvendigt,” lyder forsikringen fra Ole Kristensen. 

Reglerne om forbud mod ophold er de samme som hidtil 

Det vil sige, at for den begrænsede nattelivszone bl.a. fortsat gælder, at på gader, pladser, fortove og andre offentligt tilgængelige steder i zonen må personer, der er idømt opholdsforbud efterstraffelovens § 79c, stk. 1, ikke færdes eller opholde sig mellem kl. 24 og 5. Der kan dog, hos politiet, søges om dispensation.

Nattelivszonen gælder fortsat til og med d. 3. november 2023.

Læs mere om nattelivszonerne her:
https://politi.dk/nordjyllands-politi/om-nordjyllands-politi/nattelivszoner 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi