Narkobilist forsøgte at løbe fra politiet

dato

79 gram hash, 5,7 gram kokain, 34,5 gram skunk, et større kontantbeløb og en kniv. Det blev fundet i handskerummet og i sidelommen hos en bilist onsdag aften. De forskellige typer af narkotika var opdelt i forskellige små salgsposer. 

Bilisten, der havde ført bilen, blev derfor sigtet af politiet for at sælge euforiserende stoffer, hvilket han nægtede.

Forinden var en hundepatrulje blevet opmærksom på bilen, og da patruljen ville standse vedkommende, accelererede han kraftigt, kørte over for rødt og forsøgte at køre væk. På Scoresbyvej i Aalborg steg han ud af bilen og begyndte at løbe fra stedet. 

Han blev dog indhentet af en politihund og derefter anholdt. Her blev han narkotestet, og testen viste, at han var påvirket af cannabis. 

Politiet sigtede ham desuden for at være i besiddelse af kniven, for at køre over for rødt og for at køre i narkopåvirket tilstand.

Kilde: Nordjyllands Politi