Torsdag aften observerede en patrulje i Aalborg en motorcyklist, der kørte med en hastighed højere end tilladt på Egnsplanvej. Motorcyklisten foretog en ulovlig overhaling af en personbil højre om og blev stoppet af politiet.
Det viste sig, at motorcyklen var monteret med en falsk nummerplade, og føreren af motorcyklen var frakendt sin førerret. Desuden blev føreren testet positiv for både amfetamin og kokain.
Den pågældende motorcyklist blev anholdt og kørt til hospitalet for at få udtaget en blodprøve, som skal bruges i den videre sag.