Hos AniCura Familiedyrlægerne Aalborg tilbydes en moderne og mere skånsom metode til sterilisation af hunde. Med kikkertteknik kan indgrebet udføres med mindre belastning for hunden og med en hurtigere restitution til følge.
Hos AniCura Familiedyrlægerne Aalborg oplever de en stigende interesse for kikkertsterilisation – en metode, der adskiller sig markant fra den traditionelle bughulekirurgi.
Her foretages indgrebet gennem to små huller i bugvæggen, hvor dyrlægen arbejder med kamera og specialinstrumenter. Det betyder mindre vævstraume og en mere skånsom behandling for hunden.
"Med kikkertteknikken kan vi arbejde meget præcist og nænsomt. Det giver en hurtigere restitution og mindre ubehag for hunden efterfølgende," fortæller dyrlæge Line.
Hurtigere på benene igen
En af de største fordele ved kikkertsterilisation er den korte helingstid. Hvor hunde efter en traditionel operation ofte skal holdes i ro i længere tid, kommer mange hunde sig væsentligt hurtigere med denne metode.
Det gør behandlingen særligt attraktiv for hunde, der har svært ved at være i ro – eksempelvis meget aktive hunde eller præstationshunde.
Indgrebet foregår altid i fuld narkose og kræver både specialudstyr, specialkompetancer og ekstra personale. Det er også årsagen til, at prisen ligger højere end ved en traditionel sterilisation.

Kræver en rask hund
Ved kikkertsterilisation fjernes udelukkende æggestokkene, hvilket stiller krav til hundens sundhed.
"Det er vigtigt, at livmoderen er sund, da vi ikke fjerner den ved denne metode," forklarer Line.
Det er dog vigtigt at understrege at udviklingen af forskellige sygdomme som fx livmoderbetændelse standses selvom livmoderen ikke fjernes, da de er hormonelt betingede.
De fleste dyrlæger fjerner heller ikke længere livmoderen som standard ved den traditionelle metode, men her giver kikkertteknikken et markant bedre overblik under operationen.
"Kameraet giver os et meget præcist udsyn, så vi kan se alle strukturer tydeligt. Det betyder, at vi arbejder mere sikkert og får det hele med," siger hun.
Metoden kan ikke anvendes på alle hunde. Der er blandt andet en nedre vægtgrænse på omkring fem kilo, da udstyret kræver en vis størrelse og kropsbygning på dyret.
Derudover er det udelukkende hunde, der kan få foretaget kikkertsterilisation – ikke andre kæledyr.
"Den traditionelle sterilisation anvendes stadig mange steder med stor succes - også hos AniCura Familiedyrlægerne Aalborg, men ønsker man den bedst mulige behandling til sin hund, har kikkertsterilisationen flere fordele."
Hos AniCura Familiedyrlægerne Aalborg er vurderingen klar: "Når det er vores egne hunde, der skal steriliseres, vælger vi kikkertmetoden, hvis ikke andet taler imod. Det er ganske enkelt en mere skånsom behandling for patienten." afslutter Line.